Ny type immunterapi skal styrke immunforsvarets angreb på kræftceller

​De første patienter har netop indledt behandlingen med en helt ny type immunterapi mod knoglemarvskræft. Vaccinen skal øge immunforsvarets angreb på kræftcellerne og give færre bivirkninger end de kendte former for immunterapi. Målet er at brede vaccineformen ud til andre kræftformer.

Et nyt og anderledes forskningsprojekt med immunterapi er netop gået i gang på Center for Cancer Immunterapi, Herlev og Gentofte Hospital. Med i projektet er 10 patienter med uhelbredelig knoglemarvskræft, myelomatose.  

- Forsøget er den første af sin slags, og i denne fase undersøger vi bivirkninger til behandlingen, men kigger selvfølgelig også på effekten. I det store perspektiv arbejder vi på at ændre knoglemarvskræft fra at være uhelbredelig og med gentagne tilbagefald til at være en kronisk sygdom under kontrol, fortæller Nicolai Grønne Dahlager Jørgensen, læge og ph.d. studerende på Center for Cancer Immunterapi.

De mest brugte former for den immunterapi, der findes i øjeblikket, fjerner meget bredt begrænsninger for immunsystemets dræberceller, de såkaldte T-celler. Det hjælper mange patienter, men en del oplever bivirkninger. Projektet afprøver en ny form for immunterapi som på en mildere, men fortsat effektiv måde, ændrer balancen mellem at aktivere og hæmme immunsystemet. 

 

Vaccineres med protein

Patienterne med knoglemarvskræft bliver vaccineret med et lille stykke protein. Proteinstykkerne er identiske med dele af de proteiner, der beskytter – og skjuler – kræftceller for immunforsvaret. Dermed vaccineres kroppens immunforsvar til at genkende proteinet, når det sidder på overfladen af en kræftcelle, hvor det normalt ville skjule kræftcellen for immunforsvaret.

- Vi har udviklet vaccineformen her på centret og har store forhåbninger til den. Dels at den har effekt på fremskreden knoglemarvskræft, dels at den kan udvikles til en vaccine, der kan gives allerede, når vi finder forstadier til kræft, siger Nicolai Grønne Dahlager Jørgensen.  

Patienterne får første vaccine efter en periode med kemoterapi, hvor kræftsygdommen er relativt i ro. Knoglemarvskræft er den første kræftform hvor behandlingen afprøves, men forskerne på Center for Cancer Immunterapi forventer, at metoden kan bredes ud til en lang række andre kræftformer. Det afhænger dog af effekten af dette forsøg og de efterfølgende, der vil inkludere flere patienter og andre kræftformer samt afprøve vaccinationsbehandlingen i kombination med andre behandlinger.

 

Fakta

  • Vaccine-typen er helt ny og ikke prøvet før. Det er en videreudvikling af immunterapi, hvor behandlingen skal ændre balancer i immunsystemet, så kroppens eget immunforsvar kan fjerne kræften.
  • Immunterapi har virket godt for en del patienter, men også givet bivirkninger hos mange. I dette forsøg arbejder man på at fremme effekten og mindske bivirkningerne.
  • Forsøget er netop gået i gang, og de første patienter er vaccineret. I alt deltager 10 patienter, der skal vaccineres 15 gange på et år.


Redaktør