Ny forskning: Kolesterol bliver underbehandlet

​Mange danskere får ikke den behandling mod forhøjet kolesterol, der kan forhindre blodpropper. Det viser et nyt forskningsstudie med 92.000 deltagere.

Mere end hver femte dansker har høj eller meget høj risiko for at dø af hjertesygdomme i løbet af ti år. Alligevel får mange ikke den forebyggende behandling mod forhøjet kolesteroltal, der kan forhindre blodpropper.

Det viser et stort forskningsstudie, der netop er offentliggjort i det europæiske tidsskrift om hjertekarsygdomme, Atherosclerosis.

- Vi kan se, at mange bliver underbehandlet med forebyggende medicin mod forhøjet kolesteroltal til trods for guidelines og til trods for, at kolesterolsænkende medicin kan nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdom med 30-50 pct., siger Børge Nordestgaard, professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital og en af ophavsmændene til forskningen. 


Mange med høj risiko – få får medicin

22 pct. af danskerne er i høj risiko for hjertedød, og i denne gruppe bør stort set alle ifølge lægevidenskabelige guidelines få forebyggende behandling med kolesterolsænkende medicin. Forskningen viste dog en massiv underbehandling, nemlig at 80 pct. af gruppen ikke modtog medicinsk behandling. 

Studiet viste også, at kun ganske få bliver overbehandlet med forebyggende behandling mod forhøjet kolesterol. I gruppen af danskere med lav risiko for hjertedød får kun 0,6 pct. medicin. 

Forskerne fulgte 92.000 personer over 35 år og uden hjerte-kar-sygdomme eller diabetes i den ti-årige periode 2004-2014 for at komme frem til konklusionerne. De undersøgte, hvor mange, der fik forebyggende behandling med kolesterolsænkende medicin på grund af for højt kolesteroltal eller usund livsstil.

Læs forskningsartiklen her.

Redaktør