Læge og forskningsleder Tor Biering-Sørensen modtager Jakobinerklubbens hædersmedalje

​Tor Biering-Sørensen modtager den årlige hædersmedalje fra Selskabet for Teoretisk og Anvendt Terapi – også kaldt 'Jakobinerklubben' – for sin forskning i hjerteskanninger til tidligt at identificere hvilke personer, der i fremtiden vil udvikle hjertesygdom, hvis de ikke behandles.  

Vent...

Hædersmedaljen gives til yngre danske forskere, der har udført særlig fortjenstfuld og perspektivrig forskning inden for teoretisk og/eller anvendt biomedicin.

- Det er med stor glæde at vi tildeler årets hædersmedalje til Tor Biering-Sørensen. Tor, har på trods af hans unge alder, allerede udvist en meget imponerende aktivitet, både i form af et stort antal publikationer i meget velrenommerede tidsskrifter, og som forskningsleder med vejledning af et stort antal studerende, og endelig naturligvis med hensyn til opbygning af et selvstændigt fagligt felt. Det er noget af en bedrift, og det er vi glade for at være med til at markere, siger formand Jannick Brennum og professor Hans Wandall på vegne af bestyrelsen i Jakobinerklubben.


Foto: Tor Biering-Sørensen (th) modtager hædersmedaljen fra overlæge og bestyrelsesmedlem i Jakobinerklubben, Rasmus Ripa.

Skanninger skal opdage hjertesygdom tidligt

Tor Biering-Sørensens forskning omhandler metoder til billeddannelse - skanninger - af hjertets struktur og funktion, på engelsk kaldet "cardiac imaging", og hvordan hjerteskanningerne kan bruges til meget tidlig identifikation af hjerter som lider og som potentielt kan udvikle sig til hjertesygdom.

Han har tidligere modtaget et fellowship på 10 millioner kroner fra Lundbeckfonden til at undersøge om man kan undgå hjertesygdom ved at tilbyde forebyggende behandling til ældre, der har særlig risiko for at udvikle hjertelidelser. Noget som potentielt kan have stor betydning både for samfundet og den enkelte borger.

- Det er en kæmpe ære og et stort skulderklap. Især når man ser på listen af tidligere modtagere af hædersmedaljen, så håber jeg da min og min gruppes forskning en dag vil være ligeså betydningsfuld som mange af de tidligere modtageres forskningsresultater har vist sig at blive. Prisen er blevet tildelt mig takket være mit enormt engagerede og dygtige hold af yngre forskere, samt mine mentorer og ledere både i ind- og udland, siger Tor Biering-Sørensen.

 

Tor Biering-Sørensen er 36 år, læge, ph.d., master of public health (MPH), forskningsleder samt lektor ansat ved Afdeling for Hjertesygdomme Herlev og Gentofte Hospital og Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet. Han modtog prisen ved et arrangement i Jakobinerklubben d. 3. september.

Om hædersmedaljen:

- Hædersmedaljen blev indstiftet i forbindelse med Selskabets 75-års jubilæum i 1998, og bliver uddelt årligt. Der lægges vægt på at personen efter erhvervelse af doktorgraden (el.lign.) har udviklet en aktiv og selvstændig forskningslinie, og har dokumenteret en vedholdende indsats, der peger mod en fremtid indenfor forskning på fortsat højeste niveau.

- Selskabet for teoretisk og anvendt terapi er indstiftet i 1923 med det formål at fremme interessen for videnskabeligt begrundet terapi. Som medlemmer optages videnskabeligt interesserede læger, fysiologer og andre videnskabsfolk.

Pressekontakt:

Herlev og Gentofte Hospital, pressekonsulent Andreas Bennekou 38673040 el. andreas.bennekou@regionh.dk


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor