Kim Hessellund Olsen fejrer 40 år på Gentofte Hospital

​​Han kender hver en krog og hver en afdeling. Først travede han gangene tynde som portør, siden som fællestillidsrepræsentant med parolen: ”Flinke tillidsfolk når længst”. Foreløbig er han nået til 40 årsjubilæet og en lang række faglige fremskridt for portører og det brede samarbejde først på Gentofte-matriklen og siden på begge. For det har han netop fået dronningens fortjenstmedalje.

Vent...

​​Kim Hessellund Olsens mor havde læst i avisen, at Københavns Amts Sygehus i Gentofte søgte portør-vikarer. Kim var 25 år, uddannet i militæret til at håndtere bomber og dynamit, og netop kommet hjem efter et ophold på idrætshøjskolen i Vejle. Nu syntes hun, at sønnen skulle lære at arbejde med mennesker i stedet for at tage direkte tilbage til militæret. 


”Det lød som en god idé, så 2. juni 1980 kl. 7 mødte jeg op på Gentofte Amtssygehus. Portørernes chef forklarede, at han desværre ikke havde brug for flere, da han allerede havde aftale med fire portører kl. 8. Men jeg var velkommen til at vente til kl. 8, sagde han, og hvis en af de fire ikke mødte op, kunne jeg tage hans plads. Kl. 8.01 kom chefen tilbage og sagde: Du er ansat!”

Det er nu 40 år siden. Kim Hessellund Olsen er her stadig. Og derfor har han netop fået tildelt dronningens fortjenstmedalje i sølv.   

Allerede 1. juli 1980 – altså fire uger efter hans første dag som vikar - blev Kim Hessellund Olsen portøraspirant, og i marts året efter fastansat som nyuddannet portør. 

”Der var en særlig Gentofte-ånd, som jeg fornemmede med det samme, og som jeg rigtig godt kunne lide; Alle var venlige, man snakkede ordentligt om tingene, man var ikke bange for forandringer, og så var man loyal, når ledelsen tog en beslutning,” fortæller han. 

Et politisk temperament blev rundere med årene


Men at være venlig og loyal betyder ikke nødvendigvis, at man også er enig i alle beslutninger, siger 40-årsjubilaren. 

”Jeg var allerede dengang et politisk menneske og gik op i at skabe gode vilkår, bedre arbejdsmiljø og udvikling for portørerne.” 

Derfor var han aktiv i portørernes faglige klub, han talte for uddannelse, for stærke faglige fællesskaber og tætte, ærlige samarbejder med hospitalets øvrige faggrupper. 

I 2003 blev han tillidsrepræsentant på Gentofte-matriklen, i 2006 fællestillidsrepræsentant, og ved fusionen med Herlev-matriklen også fællestillidsrepræsentant for kollegerne der. Han sidder desuden i en lang række udvalg, bl.a. VMU.

”Jeg siger i dag, at ”flinke tillidsfolk når længst”. Men jeg tror nok, at jeg var lidt betonagtig i starten – lidt sort/hvid. Jeg synes selv, at jeg blevet rundere med tiden. Derfor er jeg også stolt af at have været med til at sætte fokus på, hvordan vi taler til hinanden. Det har vi løbende arbejdet med gennem årene. Og jeg er overbevist om, at når vi og ledelsen når langt sammen, skyldes det netop, at vi kan være uenige i forhandlinger og diskussioner, men altid kan drikke en kop kaffe sammen bagefter og snakke hyggeligt om noget andet. Det viser respekten for hinanden,” siger han.

Faglige milepæle


Han peger på en række andre tiltag, som han sammen med sine tillidsvalgte kolleger har arbejdet med, og som har ført til blivende forbedringer: 

”I 80’erne var der jo hverken lifte eller andre hjælpemidler, så vi løftede patienterne og skubbede med senge og kørestole, der dårligt kunne køre. Det betød, at portørerne blev slidt op. Derfor har vi kæmpet for at få de nødvendige hjælpemidler. Og vi har også fået det, vi kalder ’retfærdig løn’, som skelner mellem meget specialiserede portørjobs fx på akutmodtagelsen og mindre specialiserede jobs.” 

”Og det, jeg er allermest stolt af, er, at det lykkedes os at ændre alkoholkulturen. Før i tiden var det helt almindeligt, at portørerne drak øl i arbejdstiden. Hver anden portør døde, før han fyldte 60 år. Det skyldtes ikke kun, at de blev nedslidt – det skyldtes også, at de drak alt for meget. Det var ikke en simpel forandring at indføre. Vi mødte meget modstand. Jeg oplevede fx flere gange, at hjulboltene var løsnede på min bil. Men vi besluttede, at vil man spise en elefant, må man tage en lille bid ad gangen,” fortæller han. 

Kærlighed finder man da på arbejdet


Med 40 år på samme arbejdsplads kan det dårligt undgås, at man engang imellem tager arbejdet med hjem? 

Kim Hessellund Olsen smiler stort og kigger ud ad vinduet fra 59b på Gentofte-matriklen, hvor han har sit kontor. For ja, arbejde og privatliv er på flere måder smeltet sammen gennem årene, siger han. 

”De to kvinder, jeg har elsket i mit liv – og elsker – har jeg mødt her. Min kone Tina, som døde i 2014, traf jeg her på Gentofte i 1987. Hun var portør. Og for nyligt købte jeg hus sammen med min kæreste Bente, der er sygeplejerske, fællestillidsrepræsentant-suppleant og har kontor her inde ved siden af mit.” 

Kim Hessellund Olsen er netop fyldt 66 år, i 2017 fik han en seniorordning og nedsat tid, og 31. marts næste år udløber hans valgperiode. Betyder det så, at han da går på pension? 

”Jeg har glædet mig til åbningen af det nye Herlev. Og det er jo blevet udskudt nogle gange. Så lad os nu se – intet er besluttet endnu.”



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor