Jordbærsæsonen er startet på Gentofte Hospital

​​Tidligt onsdag morgen landede 36 kg jordbær i køkkenet på Gentofte Hospital.  De mange bær plukkes og trilles ud til patienterne, hvor de serveres som dessert med lækker, økologisk fløde. Det hele gentager sig hver onsdag de næste 4-5 uger, hvor det er ’jordbærsæson’ på hospitalet. Det er efterhånden blevet en tradition, at patienterne får serveret jordbær, når de er allermest søde og lækre.

Vent...

​Jesper Vangdrup, der er kulinarisk leder i Ernæringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital, smagte allerede på jordbær for tre uger siden, men på det tidspunkt var de ikke lækre nok. Der var for meget vand og for lidt sødme i bærrene.

Ved sidste uges smagning var jordbærrene dog blevet markant sødere og rundere i smagen og bestillingen kunne afsendes.

- Kvaliteten af råvarerne skal være i orden og der skal være smæk på smagen, når vi serverer dem på hospitalet. Det er der nu, siger han.

Normalt har køkkenet fokus på kalorier og protein i den mad, som patienterne får serveret, hvilket er vigtigt, når man er syg og skal komme sig, men lige med jordbærrene bliver der gjort en undtagelse. 

- Her går vi på kompromis. Jordbær og sommer hænger sammen og de søde bær bringer minder frem og giver forhåbentlig en smule tryghed under indlæggelsen, hvor mange kan føle sig lidt i ukendt terræn. Jordbær er noget, vi alle sammen kender, og vi oplever hvert år, at de friske jordbær med fløde er højt værdsat blandt patienterne, siger Jesper Vangdrup.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor