Har man ikke effekt af immunterapi, skal man ikke opgives

​Nyt studie fra CCIT – Center for Cancer Immune Therapy - viser, at patienter kan have et funktionelt immunsystem, selv om de ikke reagerer på traditionel immunterapi. 

Vent...

​Undersøgelsen involverede vurdering af tumorinfiltrerende lymfocytter fra 23 modermærkekræft-metastaser fra forskellige patienter. Trods den traditionelle behandling havde metastaserne udviklet sig og derfor ville man normalt konkludere, at der ikke var immunrespons i tumorvævet. 

Men den gode nyhed er, at en nærmere undersøgelse, som beskrives i studiet, faktisk viste, at der kunne påvises funktionel antitumor-immunrespons hos 19 patienter (83 procent).

- Vores studie viser, at selvom en patient ikke har fået effekt af eksisterende immunterapi, så skal man altså ikke give op, for man kan stadigvæk bruge immunforsvaret. Det er bare den bestemte type immunterapi, der ikke virker, siger afdelingslæge Marco Donia fra CCIT til Onkologisk Tidsskrift. 

Han er forfatter til en artikel om studiet i Annals of Oncology, som er det officielle videnskabelig tidsskrift for the European Society for Medical Oncology. Studiet er kommenteret i The ASCO Post, som er den officielle publikation for The American Society of Clinical Oncology.

- Studiet viser, at vi til disse patienter skal bruge en anden form for immunterapi end de to typer checkpoint-hæmmere, vi har til rådighed i dag, nemlig PD-1- og CTLA-4-hæmmere. Der er sandsynligvis patienter, hvor tumorceller undviger immunforsvaret på en anden måde, siger han.

For at gennemføre studiet er der trukket på kræfter og viden fra bl.a. onkologisk- , Hæmatologisk- , Plastikkirurgisk-, Patologisk- og Klinisk Fysiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. 

Når man har konstateret, at nogle patienter har immunrespons selv om de ikke reagerer på traditionel immunterapi, så er næste skridt for forskerne at finde ud af, hvordan man så får aktiveret immunforsvaret hos disse patienter. Det vil formentlig kræve en individuel vurdering af de enkelte patienter og kan resultere i, at der i fremtiden kan være mange veje at gå. 

- Det vil sige, at man skal se individuelt på, hvor der er en defekt hos den enkelte person, som kan guide, hvad man skal gøre. Vi tester én form for behandling, nemlig T-celleterapi, som virker på nogle, men ikke på alle. Der kan være mange andre måder at gøre det på. Det afgørende er, at man rammer den defekt, der er i immunforsvaret, siger Marco Donia til Onkologisk Tidsskrift. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor