Coronatest af borgere

Se, hvordan du kan blive testet, og hvor du får svar. Bemærk ændring fra oktober 2020: Hvis du føler dig syg, men ikke har brug for at tale med en læge, kan du nu selv bestille tid til coronatest på coronaprover.dk.

Svar på din test

Du får svar på din test ved at logge på sundhed.dk med NemID. Ved test af børn og unge under 15 år skal der logges på med forælders NemID for at se testsvaret. 

Indtil du kender testsvaret, skal du gå i isolation hjemme. 

  • Hvis du ER smittet, vil testsvaret vise ”positiv” eller ”påvist”.
  • Hvis du IKKE er smittet, vil testsvaret vise ”negativ” eller ”ikke påvist”.
  • Hvis testsvaret viser ”inkonklusiv”, skal testen tages om.
De fleste vil få svar indenfor 24-48 timer. 
Testsvaret vil blive sendt til din praktiserende 

Hvis du er smittet med coronavirus

Hvis din test viser, at du er smittet, skal du gå i isolation, indtil du har været symptomfri i 48 timer.

Du vil blive kontaktet af Coronaopsporing under Styrelsen for Patientsikkerhed, som vil rådgive dig nærmere om, hvordan du skal forholde dig. Du kan også få hjælp til at opspore, hvem du har haft kontakt med, efter at du er blevet smittet.

Hvis du har modtaget et positivt prøvesvar, og ikke bliver ringet op senest 24 timer efter, at du har fået svar på testen, kan du kontakte Corona-opsporing på telefonnummer 32 32 05 11. 



Hvis du ikke er syg og vil testes

Hvis du vil testes for coronavirus og ikke har symptomer, skal du bestille tid på coronaprover.dk.

Bemærk, at du ikke kan møde op uden at have bestilt en tid. I de mobile testcentre skal du dog ikke bestille tid.

Du skal bruge mundbind på teststedet, så husk at tage et med.



Hvis du er syg

Hvis du føler dig syg, men IKKE har brug for at tale med en læge

Hvis du er sløj – men ikke så syg, at du har brug for at tale med en læge, kan du selv bestille tid til coronatest på coronaprover.dk. 

De mest almindelige symptomer på coronavirus er feber, hoste, synkebesvær, vejrtrækningsproblemer og hovedpine.

Bemærk, at du ikke kan møde op uden at have bestilt en tid. I de mobile testcentre skal du dog ikke bestille tid.

Du skal bruge mundbind på teststedet, så husk at tage et med.

Hvis du er syg og HAR brug for at tale med en læge

Kontakt din læge (eller Akuttelefon 1813 uden for lægens åbningstid), hvis du føler dig syg og har behov for tale med en læge.

Lægen vil vurdere, om du skal tilses af en læge og eventuelt coronatestes. Hvis du skal testes og/eller undersøges, kan der ske tre ting:

  1. lægen vurderer, at du ikke skal tilses af en læge, og beder dig booke en test på coronaprover.dk

    Bemærk, at du ikke kan møde op uden at have bestilt en tid. I de mobile testcentre skal du dog ikke bestille tid.

    Vi anbefaler, at du bruger mundbind på teststedet, så husk at tage et med.

  2. lægen henviser dig til en test samme dag, og beder dig booke tid til test på coronaprover.dk. Hvis testen er negativ, kan lægen vælge at tilbyde en fysisk konsultation dagen efter.

  3. lægen henviser dig til undersøgelse samme dag på et hospital. Hospitalet kontakter dig med tid og sted.




Coronatest af børn og unge 2-17 år

Der gælder de samme regler for test af børn og unge 2-17 år, som for voksne.

Hvis der skal bookes test på coronaprover.dk til børn og unge i alderen 2 - 14 år, skal der logges på med forælders NemID.

Ved symptomer og sygdom

Barnet skal isoleres, indtil der er svar på testen. 

Dit barn skal selvfølgelig have den omsorg, som barnet har brug for – også fysisk nærhed og kram.

Minimér dog så vidt muligt fysisk kontakt med andre – det er især vigtigt, at barnet ikke ser sine bedsteforældre, da ældre har størst risiko for at blive alvorligt syge af coronavirus.



Nær kontakt til en coronasmittet

Sundhedsstyrelsen beder alle, der er testet positiv for coronavirus, om at kontakte de personer, de har været i nær kontakt med, så de også kan blive testet. Formålet er at bremse spredningen.

Hvis du har været i nær kontakt med en person, der er smittet med coronavirus, kan du også været smittet. Coronaopsporingen kontakter alle med en positiv test og tilbyder hjælp til at opspore alle nære kontakter.

Hvornår er man en nær kontakt?

Du betragtes som en nær kontakt, hvis du:
  • bor sammen med en smittet
  • har haft direkte fysisk kontakt (fx et kram) med en smittet
  • har haft ubeskyttet og direkte kontakt til sekreter fra en smittet (fx er blevet hostet på eller har rørt ved et brugt lommetørklæde)
  • har haft tæt ansigt-til-ansigt kontakt inden for 1 meter i mere end 15 minutter med en smittet (fx samtale)
  • som sundhedspersonale eller andre har deltaget i plejen af en coronasmittet borger/patient og ikke har benyttet værnemidler 
Hvis man har fulgt Sundhedsstyrelsens råd om fysisk afstand, hosteetikette og hygiejne, vil det være meget få personer, der kan kategoriseres som en nær kontakt.

Der er med andre ord tale om dem, man bor sammen med og enkelte kolleger og venner, hvor det ikke har været muligt at holde afstand. 

Sådan bliver du testet

Når du finder ud af, at du er nær kontakt til en smittet, skal du kontakte coronaopsporingen for at blive henvist til en test. 

Hvis du føler dig decideret syg: Se afsnittet ”Hvis du er syg” her på siden.



Hvis hospitalet, speciallægen eller tandlægen sender dig til test før undersøgelse eller behandling

Hvis du skal testes før din undersøgelse eller behandling, bliver du kontaktet af behandlingsstedet, som oplyser dig om, hvordan du kan blive testet. 

Du skal bruge mundbind på teststedet, så husk at tage et med.

Hjælp til transport

Hvis du skal testes før en aftale på en hospitalsafdeling, kan du have ret til hjælp til kørsel frem og tilbage til corona-podeklinikken.

Du er også velkommen til at kontakte den afdeling, som har indkaldt dig, for at høre om dine muligheder for transport.



COVID-19-pas til brug ved rejser i udlandet

COVID-19-passet er en personlig dokumentation, som man kan vise, hvis man som rejsende har brug for at kunne dokumentere en negativ test for COVID-19. Flere lande har indført rejserestriktioner for at begrænse smitten med COVID-19, og det kan i nogle lande være en betingelse for karantænefri indrejse, at man kan fremvise en negativ test for COVID-19.


Man kan se, downloade og printe sit COVID-19 pas på sundhed.dk, lige så snart laboratoriet har analyseret prøven og frigivet svaret.

COVID-19-passet vil kun være muligt at se, downloade og printe, hvis prøven er negativ og ikke er ældre end syv dage.



Udenlandsk turist, udenlandsk studerende eller dansker med bopæl i udlandet

Hvis du ikke er syg og vil testes

Har du ingen eller milde symptomer, og du ikke vurderer, at du har behov for at tale med en læge, men ønsker at blive testet, kan du møde op på et corona-teststed og blive testet. 

Du skal bruge mundbind på teststedet, så husk at tage et med.

Svar på din test

Hvis du ER smittet med coronavirus, vil du blive kontaktet af personalet.

Hvis du ikke er blevet kontaktet indenfor 72 timer efter din test, er du IKKE smittet.

Hvis du er syg

Hvis du føler dig syg og har behov for at tale med en læge, skal du ringe til den nærmeste praktiserende læge i området. Uden for lægens åbningstid kan du ringe til Akuttelefonen 1813. Mød ikke op hos lægen eller på hospitalet uden en aftale. 

Lægen vil vurdere, om du skal testes. Hvis du skal testes, kan der ske to ting:

  • enten beder lægen dig møde op til en test på et hospital
  • eller også henviser lægen dig til undersøgelse på et hospital, og lægen vil informere dig om tid og sted.

Svar på din test

Hvis du er blevet testet og ikke er blevet kontaktet indenfor 72 timer af sundhedsmyndighederne, er du IKKE smittet. 
Det er vigtigt, at du holder dig i isolation, indtil der er afklaring på dit prøvesvar.



Hvordan bliver min test for coronavirus håndteret?

Hvad sker der med mit testsvar, når jeg er blevet testet for coronavirus i en af regionens corona-podeklinikker eller corona-vurderingsklinikker? 

 
Dit testsvar bliver noteret i din elektroniske patientjournal og i andre systemer, som supplerer patientjournalen. Testsvaret vil også blive sendt til den læge, der har henvist dig. Hvis du er henvist af en anden end din praktiserende læge, vil testsvaret også blive sendt hertil.

Hvor længe vil testsvaret stå i min elektroniske patientjournal og andre systemer, som supplerer patientjournalen – og kan jeg få testsvaret slettet?

 
Oplysninger i journaler må ikke slettes eller gøres ulæselige. Hvis det er nødvendigt at rette eller tilføje noget i journalen, skal den oprindelige tekst bevares – med mindre det, der står, er direkte forkert. Hospitalerne har pligt til at opbevare alle journaloplysninger i 10 år (jf. journalføringsbekendtgørelsen nr.530). 

Bliver min test brugt til andre formål end diagnosticering af coronavirus?

 
Ifølge Sundhedsloven (§32) må restmateriale fra diagnostiske undersøgelser gemmes i sikrede biobanker og udleveres til fremtidige forskningsprojekter, hvis der er givet tilladelse fra en Videnskabsetisk Komité og øvrige godkendelser. Det gælder også for en færdiganalyseret prøve for coronavirus – ligesom fx en færdiganalyseret urinprøve taget for at diagnosticere en blærebetændelse. 

Hvis du ikke ønsker, at dit biologiske materiale bliver brugt til fremtidige forskningsprojekter, kan du fravælge det via Vævsanvendelsesregisteret.


Redaktør