Brian Holch Kristensen, cheffysiker i Afdelingen for Kræftbehandling på Herlev og Gentofte Hospital, kalder rask væk sig selv for ’en skør cheffysiker’. Normalt er han chef i et ledelsesteam for ca. 120 personer i stråleterapien, men kort inde i coronaudbruddet blev han prikket af en lille specialgruppe i Region Hovedstaden, som refererede til den National Operativ Stab (NOST) og som hurtigst muligt skulle stable en dansk produktion af værnemidler på benene.

- Ret hurtigt gik det op for Region Hovedstaden, og resten af Danmark, at lagrene af værnemidler svandt. Indkøberne, som normalt sørger for at skaffe værnemidler hjem, kæmpede allerede ude i verden med at få købt nok ind og der var eksempler på fly fuld af værnemidler, som blev dirigeret et andet sted hen, fordi et land ville betale mere. Det var ret kritisk, fortæller Brian Holch Kristensen. 

Brians egen forklaring på, at netop han blev valgt til gruppen er, at han tidligere har været involveret i store, strategiske indkøb af scannere og strålekanoner til regionen, hvor omdrejningspunktet har været et samarbejde mellem offentlige og private virksomheder.

Men direkte adspurgt peger han også på egenskaber hos sig selv, som han mener var nødvendige for at kunne løse en stor, akut opgave med at skaffe værnemidler, som kun kunne løses i et samarbejde med danske virksomheder.

- Jeg tror nok, at jeg er sådan en, som tænker ud af boksen og trives godt med, at noget er tricky og driller. Jeg ser altid muligheder og bliver aldrig sådan rigtig frustreret. Og så er jeg god til at skabe relationer og til at rykke på ting. Jeg blev ansporet af, at vi bare skulle skaffe de værnemidler på den ene eller anden måde.  Der var ikke noget som hed ’det kan vi ikke’. Vi skulle bare køre derud af … gøre noget … finde løsninger, forklarer han.

En anden forklaring på, at han sprang på opgaven med stor energi, var at Afdelingen for Kræftbehandling via hans arbejde kunne bidrage i den første, kritiske coronatid:

- Vores afdelingen var ikke en del af corona-beredskabet, da behandling af kritisk syge selvfølgelig skulle opretholde. Men så kunne vi jo alligevel være med til at løfte en vigtig opgave via mit engagement i gruppen, og det gav en stor tilfredsstillelse, forklarer Brian Holch Kristensen.

Brian kom til at arbejde intensivt med at få skubbet produktion af bl.a. visirer, kitler og mundbind i gang i Danmark. Selv siger han med et skævt smil, at han arbejdede i ’klæd-ud-butikken’. 

En af de første opgaver var at skaffe visirer:

- Vi har en samarbejdspartner og leverandør i stråleterapien og jeg vidste, at deres smed i Odense er sådan en Georg Gearløs, der kan lave hvad som helst. Jeg fik opgaven fredag, ringede til ham lørdag morgen, søndag havde vi en prototype på et visir og mandag morgen blev det godkendt i den gruppe på Rigshospitalet, som stod for at kvalitetstjekke det udstyr, vi skulle have i produktion. Allerede ugen efter kom de første kasser med visirer, fortæller Brian Holch Kristensen.

’Hallo - hvad kan I hjælpe med?’

Hvor visirerne flød ind i kassevis allerede ugen efter, blev det noget mere kompliceret at skaffe kitler og mundbind. Her blev der virkelig brug for at tænke ud af boksen og opfinde løsninger. Via hjemmesiden ’Danmark hjælper Danmark’, hvor virksomheder blev opfordret til at tilbyde deres hjælp, sad Brian med henvendelser fra firmaer, som tilbød produktion af diverse værnemidler.

- Jeg sad og ringede rundt for at høre, hvad de kunne tilbyde og hvordan. Mit spor blev bl.a. kitler og mundbind, og jeg skulle f.eks. finde ud af, hvor vi kunne finde syersker. Så jeg ringede rundt til firmaer i hele Ikast – Brande-området. Et var at skaffe syersker, noget andet var at skaffe det materiale, udstyret skulle sys af. Jeg endte med at kontakte brancheforeningen for Dansk Mode & Textil med spørgsmålet: kan I hjælpe her? forklarer Brian og hiver en kittel ned fra hylden. 

Kitlen bærer mærket ’Kgl. Hofleverandør’. Finere bliver det næppe. Det blev nemlig et dansk-ejet firma med fabrik i Letland, som også producerer til kongehuset, som kom til at stå for kitlerne:

- Letland er jo ikke Danmark, og det var en indenlandsk produktion, vi gik efter. Til gengæld er firmaet danskejet og dansk kontrolleret, men på dét tidspunkt lukket ned pga.corona. De kunne godt producere for os, så det endte vi med at sige god for, forklarer Brian.

Helt lavpraktisk fløj fabrikken i Letland prototyper på kitler afsted, som blev tjekket over-night og tilpasset på Rigshospitalet, og sendte retur med instrukser og tilretninger. Efter et par måneder begyndte der også at komme kasser med kitler til Danmark. 

Men så var der jo opgaven med mundbind. 

- Jeg fik en henvendelse ind fra en mand med kontakt til en dansk-koreaner, som havde en maskine stående i Korea, der kunne lave 20.000 mundbind i døgnet. Maskinen var blevet til overs og vi skulle finde ud af at få en produktion i gang. Men skulle maskinen til Danmark, eller stoffet til Korea? Det endte med at vi tilbød at skaffe et fly, som fløj maskinen til Danmark, fortæller Brian og smækker med en vis stolthed en kasse mundbind med stemplet ’made in Denmark’ på bordet, mens han fortæller, at der gik et par dage, fra maskinen var landet, til den var i gang med at spytte mundbind ud. 

Brian Holch Kristensen fortæller underholdende om, hvordan der blev knækket nødder i en alvorlig situation. En af forklaringerne på, at missionen lykkedes, er ifølge ham evnen til at forstå hinandens verdener. I det her tilfælde at forstå den virkelighed, som private virksomheder agerer i og forstå, hvorfor nogle måske siger ’nej’. 

- Det handler i høj grad om at sætte sig ind i og forstå, hvad de andre tænker, og hvad deres udfordringer er. Man skal forstå hinandens brancher og verdener. Som privat virksomhed bliver man f.eks. nødt til at sikre, at der er en vis økonomi i at sætte en produktion i gang og også have en vis sikkerhed for f.eks. et års produktion. Det er den kommercielle del og det er fair. Så hvis vi blev horrible i vores krav, så ville virksomhederne bare sige ’held og lykke’ og det får vi ingen kitler ud af. Så vi talte åbnet om, hvad vi kunne tilbyde hinanden og virksomhederne lagde deres omkostninger åbent frem. Det plejer man ikke at gøre i den slags situationer, men det var måden, hvorpå vi kunne finde løsninger, forklarer Brian Holch Kristensen, som også peger på en anden væsentlig forudsætning for at komme i mål med opgaven:

- Det er en god ide at sætte folk med interesser i opgaven sammen i et rum og give dem f.eks. to dage til at løse den. To dage er måske meget at købe en medarbejder fri, men så bliver opgaven løst en gang for alle og kommer ikke til at tage horribel lang tid. 

I dag er ’Klæd-ud-butikken’ lukket og en ny styrelse i justitsministeriet har 1. august overtaget ansvaret for at skaffe værnemidler. ’Den skøre cheffysiker’ er tilbage som almindelige Brian, der ikke længere bruger dagene på at finde løsninger med Georg Gearløs i Odense.

- Det har været fantastisk og en helt enestående mulighed for mig at få lov at være med og træde ud af rollen som cheffysikeren og i stedet ’bare’ blive en innovationsmedarbejder, der som offentlig ansat har fået lov at få indsigt i, hvordan private virksomheder og styrelser tænker. Det har været helt vildt og fantastik at kunne gøre sin indflydelse gældende i så kritisk og unik en situation, siger Brian Holch Kristensen.

Hør en lille lydbid (ca. 2 min.), hvor Brian selv fortæller om arbejdet.