Hvad er ablation?
Ablation er en behandling, som tilbydes patienter med hjerterytmeforstyrrelser. Det foregår ved, at man fører sonder ind gennem lysken og hele vejen op til hjertet. Sondens spids kan varmebehandle, og via scanningsbilleder kan lægen styre sonden direkte hen til det sted i hjertet, som skal behandles.
I Danmark har der hidtil været tradition for at behandle patienterne uden fuld bedøvelse. Danske patienter er derfor normalt vågne, og selv om de kan være lidt sløvede, kan de alligevel høre alt og må bide smerter i sig.
Patientens velbefindende i centrum
Som det eneste hospital i Danmark tilbyder Gentofte Hospital nu patienterne fuld bedøvelse under ablationsbehandling. Vicedirektør Lars Juhl Petersen fortæller: ”Fuld bedøvelse under ablation er en bekostelig affære, men vi har valgt at prioritere det, fordi patientens velbefindende kommer i første række”.

Lægen overvåger omhyggeligt hele behandlingen af hjerterytmeforstyrrelser - såkaldt ablation.
Højt specialiseret inden for ablation - en behandling mod hjerterytmeforstyrrelser
Gentofte Hospital er højt specialiseret inden for ablationsbehandling mod hjerterytmeforstyrrelser. Hospitalet råder over det nyeste ablationsbehandlingsudstyr i Norden.
Hvis du ønsker at høre nærmere om ablationsbehandling på Gentofte Hospital, kan du kontakte Hjertemedicinsk afdeling på tlf: 39 97 84 90 eller på mailadressen: visitationp.gentofte@regionh.dk.