Antallet af gravide med psykisk sårbarhed stiger i disse år, og derfor er det meget vigtigt at skabe gode og især sammenhængende forløb på tværs af fødested, psykiatri og kommune, så den gravide, det lille barn og hele familien hjælpes rigtig godt fra start.
Eleonora Cvetanovska er obstetriker på Herlev og Gentofte Hospital og med i det team på hospitalet, som tager sig af og arbejder med sårbare gravide. Hun åbner det faglige symposium ved bl.a. at tale om psykiske sygdomme hos gravide set fra obstetrikerens synsvinkel og om den stigende fokus, der er på perinatal psykiatri globalt.
- Vi møder flere og flere gravide, som er psykisk sårbare og f.eks. lider af depression, angst eller spiseforstyrrelser. Derfor er det nødvendigt, at vi sætter ekstra fokus på området og rykker tæt sammen på tværs af faggrænser for at hjælpe de gravide og deres familier bedst muligt, både under graviditeten, fødslen og i forløbet bagefter, forklarer Eleonora Cvetanovska.
Arbejdet med at støtte sårbare gravide er allerede godt i gang i Region Hovedstaden, men der er endnu et stort arbejde at gøre med at udvikle forløb og tilbud, så de sårbare gravide både bliver spottet tidligt og får etableret en tryg svangreomsorg omkring sig uden bump mellem sektorerne.
- For en sårbar gravid er tryghed, ro og sammenhæng omkring forløbet helt uvurderligt. En graviditet udløser ændringer i hormonerne, som igen kan påvirke psyken og sårbarheden og måske forværre en tilstand. Her skal vi som fagpersoner være opmærksomme og præcist vide, hvem af vores tværfaglige samarbejdspartnere, vi kan tage fat i og sparre med, siger Eleonora Cvetanovska.
Hun håber, at den tværfaglige dag både vil være med til at styrke viden om sårbare gravide på tværs af sektorerne og styrke relationerne mellem de fagfolk, som til hverdag arbejder på gode patientforløb for de unge kvinder og deres familier.
- Og så skal dagen selvfølgelig også – på baggrund af de mange gode input, tanker og diskussioner mellem fagfolk - sætte retning på vores videre arbejde, understreger Eleonora Cvetanovska.
Den tværfaglige dag er arrangeret af de teams i Region Hovedstaden, der arbejder med sårbare gravide, samt psykiatrien i regionen. Tilmeldingen til dagen har været så stor, at der desværre ikke er flere pladser tilbage.
Uddrag af programmet:
- 'Psykiske sygdomme hos gravide fra obstetrikerens synsvinkel. Maternel- og neonatal død pga. psykisk sygdom. Stigende fokus på perinatal psykiatri globalt. Det er på høje tid at forebygge maternel psykisk morbiditet og mortalitet mere effektivt / Eleonora Cvetanovska, overlæge, Afdeling for Kvindesygdomme, graviditet og fødsel, Herlev og Gentofte Hospital.
- Psykisk sygdom efter en fødsel. Hvornår, hvem og hvordan identificerer vi de kvinder, der har særlig stor risiko for at blive syge? / Trine Munk-Olsen, associate professor, Department of Economics and Business Economics, Aarhus Universitet.
- Perinatal psykiatri. Perspektiver for individualiseret forebyggelse og behandling / Vibe Gedsø Frøkjær, overlæge Region Hovedstadens Psykiatri, seniorforsker og forskningsgruppeleder, Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet.
Spædbarnsdrab i Norden / Charlotte Fergo, reservelæge, forskningsassistens, Psykiatrisk Center Glostrup.
- Postpartum psychosis – identifying and managing women at high risk /Arianna Di Florio, clinical senior lecturer, Division of psychological medicine and Clinical neurosciences, Cardiff University, UK
- Use of psychotropic drugs during pregnancy and breast-feeding / Poul Videbech, professor of clinical psychiatry at Copenhagen University and consultant psychiatrist at Psychiatric Center, Glostrup
- Tidlige tegn på psykisk sårbarhed hos 7-årige børn, født af forældre med skizofreni eller bipolar sygdom / Anne Thorup, overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, klinisk professor ved Københavns Universitet
Læs også evalueringen af indsatsen for sårbare gravide i Region Hovedstaden