Stor dosis D-vitamin i graviditeten giver barnet stærke knogler

​Hvis mor tager en høj dosis D-vitamin i graviditeten får barnet stærkere knogler og færre knoglebrud. Det viser et nyt studie fra Dansk BørneAstma Center. Studiet kan måske være med til at ændre på anbefalinger af D-vitamintilskud til gravide.

Vent...

​I studiet deltog 700 gravide kvinder, hvoraf halvdelen fik en høj dosis D-vitamin – faktisk syv gange standarddosis - fra uge 24 i graviditeten til en uge efter fødslen. Studiet viser, at kvinder, der tog højdosis D-vitamin, fik børn med stærkere knogler sammenlignet med gruppen af kvinder, der tog standarddosis D-vitamin. 

Knoglestyrken blev målt på graden af knoglemineralisering, dvs. knoglernes mineralindhold og knogletæthed, og udover en forbedret knoglestatus de første 6 leveår, kunne man i studiet også se en tendens til færre knoglebrud (23 mod 36 knoglebrud).

D-vitamin er et helt essentielt hormon for at danne sunde og stærke knogler og processen begynder allerede i fosterstadiet og fortsætter gennem hele barndommen og frem til tidlig voksenalder, hvor man opnår maksimal knoglemasse.

De 700 børn, som deltog i studiet, blev fulgt tæt helt op til 10-årsalderen, hvor de bl.a. fik knoglemineralscanninger (DEXA-scanninger) ved 3- og 6-års alderen, ligesom antallet af knoglebrud løbende blevet registreret.

 "Det er kendt, at der er en positiv sammenhæng mellem knoglesundheden tidligt og senere i livet. Studiet her understreger vores hypotese om, at graviditeten og det tidlige liv har betydning for sund udvikling op igennem barndommen og ind i voksenlivet", siger professor Hans Bisgaard, der er overlæge og leder af Dansk BørneAstma Center ved Herlev og Gentofte Hospital.

Dansk BørneAstma Center har i tidligere studier vist, at en høj dosis D-vitamin reducerer risikoen for småbørneastma og emaljedefekter hos børnene.

 Fakta:

  • Det store studie er netop publiceret i det anerkendte tidsskrift JAMA Pediatrics.
  • Der er tale om et klinisk, dobbeltblindet, randomiseret studie, udført på Dansk 
  • BørneAstma Center, der følger to mor-barn kohorter på i alt 1100 børn.
  • Formålet med forskningen på Dansk BørneAstma Center er at udvikle evidensbaserede forebyggelsesstrategier for astma og relaterede sygdomme. 
  • Forskningen har fokus på at afklare, hvilke faktorer i det tidlige liv der har betydning for sundhed og sygdom senere i livet.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor