Sideindhold
Når mit arbejde virkelig føles værdifuldt
Jeg er så heldig at være havnet
i en profession, hvor jeg har direkte kontakt til andre mennesker. Derfor er gevinsten
for en veludført opgave ofte umiddelbar - et smil eller en varmende bemærkning
fra en patient eller en kollega. Når man føler, det hele er ved at falde ned om
ørene på én, kan det redde éns dag - og heldigvis er der ikke så langt imellem
smilene på min afdeling.
Udfordres fagligt dagligt
Der er ingen dage, der er ens,
og derfor møder jeg ofte situationer, hvor jeg udfordres på mit faglige niveau,
men man skal huske, at hospitalet ikke kun behandler sygdom, men mennesket som
en helhed. Mange patienter er nervøse eller spændte, når de træder ind ad døren
på et hospital, og det er derfor vigtigt at få skabt et tillidsforhold, hvor
man mødes i øjenhøjde, og patienten føler sig godt behandlet. Ofte skal der
ikke mere til.
Hjælper mennesker hver gang jeg er på arbejde
Jeg kan altid føle mig sikker på
at få kvalificeret, faglig bistand via mine mere erfarne kollegaer på
afdelingen, hvorfor man ofte kommer langt med åbenhed og oprigtig omsorg i
første omgang. Jeg føler mig privilegeret over at kunne hjælpe mennesker, hver
gang jeg er på arbejde.
Noget mange kolleger ikke ved om mig
Jeg er en kæmpe nørd, specielt
når det kommer til musik. Der er en stående joke i min vennekreds omkring min
musiksmag; hver gang mine venner hører noget mærkelig musik, så siger de, det
må være mig, der har sat det på. Jeg må erkende, at det måske ikke ligger så
langt fra sandheden, da jeg ofte får bevæget mig et godt stykke ud i en
genre. Jeg bevarer dog en vis jordforbindelse via min begejstring for
koryfæer såsom Dylan, Springsteen, Morrissey og Rolling Stones.