Der er altid et menneske bag sygdommen

​Både familiefaren, den ældre posedame og den unge studerende kan få brug for hjælp for at komme tilbage til deres liv. Den hjælp giver vi dem her, fortæller lægen Rasmus​​.​

Rasmus Maltesen, 1. reservelæge i Psykiatrisk Center Ballerup

​Når verden falder sammen, står vi klar

Vi møder alle slags mennesker her på den lukkede afdeling. Og alle slags reaktionsmønstre. Nogle er stærkt psykotiske, og ankommer her mod deres vilje. Og deres sygdom har måske fået dem til at råbe og skrige, være voldelige, selvdestruktive eller truende over for naboer og familie. De dagligdags ting, som indkøb og madlavning kan være sat helt på stand by. Regninger bliver måske ikke betalt og boligen kan være på vej på tvangsauktion. Så for nogen kan livet næsten ikke vise sig fra en grimmere side, når de kommer herud. Og deres verden kan være ved at falde fuldstændig sammen omkring dem.

Vi hjælper folk tilbage til livet

Uanset hvad folk har gjort, inden de kom her, går vi i gang med at hjælpe dem, så snart de ankommer. Både medicinsk, socialt og fysisk. Alt efter hvad de har brug for. Nogle får det hurtigt bedre. Men typisk bruger vi den første uge på at få diagnosticeret​ ordentligt og lavet en holdbar handlingsplan sammen med patienterne, som vil kunne bringe dem tilbage til livet. Psykiske sygdomme er jo meget forskellige, men relativt ofte kan vi forudsige sygdomsforløbet. Og dermed også sætte ind med alle de ting, der gør sygdommen håndterbar.

Et fantastisk felt

At kunne dæmme op for psykisk sygdom kræver tid. Og det er helt klart noget af det, der gør, at jeg synes, dette speciale er så fedt. At vi har tid til patienterne. At vi lærer dem at kende. Og får mulighed for at følge dem ordentligt til dørs. Det er en meget stor tilfredsstillelse, hver gang vi lykkes med det. At se en person, som har været stærkt forpint, da han eller hun kom. Til at vedkommende kan tage hjem, og har fået nogenlunde kontrol over sin sygdom.

Noget mange kolleger ikke ved om mig

Med arbejde, masser af ekstravagter, kone og små børn er der ikke meget til tilovers i det daglige. Men et par gange om ugen tager jeg ned i kajakklubben, og padler ud på Øresund. Det er virkeligt afstressende – og en god måde at få hovedet tømt for tanker.

Redaktør