Kan type 2-diabetikere og overvægtige hjælpes med et ærme i tarmen?

Dagens Medicin bragte i et stort Diabetestillæg til avisen den 23. maj 2014 en artikel om det igangværende forskningsprojekt ”Endokrine mekanismer bag den antidiabetiske effekt af duodenal-jejunal bypass sleeve”.

Projektet er sin første af sin art i Norden og skal udforske nogle af de fysiologiske og patofysiologiske mekanismer ved behandling med et ”ærme i tarmen” (duodenal-jejunal bypass sleeve eller EndoBarrier).

EndoBarrier er godkendt til behandling af type 2-diabetes og/eller overvægt. ”Ærmet” er lavet af et materiale, der forhindrer optag af ufordøjet mad på de første 60 cm af tyndtarmen, og minder således om det hyppigere anvendte kirurgiske indgreb ”gastric bypass”. Mavesækken forbliver dog uændret. Til forskel for det kirurgiske indgreb, der er irreversibelt, kan ”ærmet” fjernes på samme måde, som det anlægges. Dvs. ved hjælp af en fleksibel kikkert, der føres ind via munden (et gastroskop).

Det centrale for projektet, der ledes af

læge, ph.d.-studerende Ulrich Rohde og læge, ph.d. Filip K. Knop

, er at undersøge en række tarmhormoners niveauer og deres ændringer før, under og efter behandling med EndoBarrier. Særlig fokus er lagt på hormonet GLP-1, der kan sænke et for højt blodsukker via stimulation af bugspytkirtlens egen insulinproduktion, men som også virker appetitregulerende. Projektet er tiltænkt en varighed på 12 måneder for den enkelte deltager, og indtil videre er 19 overvægtige deltagere med/uden type 2 diabetes i gang med behandlingen eller har afsluttet den.


​Du kan læse artiklen ved at klikke på linket og oprette dig gratis på Dagens Medicin.

http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/diabetes/gentofte-afprover-ny-type-fedmeoperation/

Redaktør