Søger du et forskningsår inden for type 1 diabetes?

Vil du have forskningserfaring? Interesserer du dig for type 1-diabetes og vil du prøve kræfter med et stort, randomiseret, klinisk lægemiddelforsøg? Så er du måske den studerende, vi leder efter.

OM PROJEKTET
Center for Diabetesforskning, Gentofte Hospital og Steno Diabetes Center Copenhagen er gået sammen omkring et spændende lægemiddelforsøg, hvor vi undersøger effekten af exenatid (Byetta©) på blodsukkerreguleringen hos patienter med type 1-diabetes.

DU FÅR
Du kommer helt tæt på klinisk forskning og vil få erfaring med laboratoriearbejde, lære en masse om type 1-diabetes og behandlingen heraf samt stifte bekendtskab med GCP (Good Clinical Practice).

Herudover tilbyder vi muligheden for at komme ind i forskningsmiljøerne på to af Danmarks førende diabetesforskningenheder; guld til CV'et, hvis du er interesseret i en ph.d. senere hen og endelig regionens bedste frokostkantine (Meyers).

Yderligere er der mulighed for at arbejde med et selvstændigt projekt + publikation ved siden af det daglige arbejde på studiet.

HVAD DU KOMMER TIL AT LAVE
Som forskningstuderende på MAC1C studiet bliver du en vigtig del af den daglige drift: både i forhold til selve forsøget og med patientkontakt. Du vil bl.a. komme til at forberede og assistere ved forsøgsdage, tage blodprøver og organisere/vedligeholde biobank, samt lave telefonopfølgning på patienter.

Du vil indgå i et projektteam, som aktuelt består af læge og ph.d.-studerende Nicklas Järvelä Johansen samt en forskningssygeplejerske og en dedikeret og engageret vejledergruppe af postdocs, overlæger og professorer.

HVAD VI FORVENTER AF DIG
Vi lægger selvfølgelig vægt på, at du har en oprigtig interesse i klinisk og eksperimentel diabetologi. Vi søger en studerende, der er nysgerrig og lærevillig – både i at lære mere om diabetes og i at arbejde med kliniske forsøg.

Vi forventer, at du er organiseret, kan arbejde stringent efter detaljerede procedurer og samtidig er fleksibel. Det er også vigtigt, at du kan tænke hurtigt og ikke mindst kreativt samt kunne jonglere med mange bolde i luften.

I dagligdagen lægger vi selv vægt på at have godt humør og god energi i teamet, og det må en studerende gerne bidrage med.

Du skal helst være sidst på kandidaten og jo mere klinisk erfaring du har, jo bedre.

Stillingen planlagt til 12 måneder eller 6 måneder + 11. semester og lønnen svarer til et skolarstipendium på 10.000 kr. pr. måned.

VIL DU MED PÅ HOLDET?

Send en ansøgning senest 3. juli kl. 12 vedhæftet CV og karakterudskrift til.

Nicklas Järvelä Johansen, læge og ph.d.-studerende på studiet.
nicklas.jaervelae.johansen.01@regionh.dk

Vi blev forleden omtalt i Dagens Medicin, tryk her for at læse mere (kræver abonnement).







Redaktør