Om Klinik for allergi

Klinik for allergi varetager alle former for diagnostik og behandling inden for det allergologiske fagområde, således at Klinik for allergi kan fremstå som en referenceafdeling vedrørende behandling af allergiske sygdomme i Danmark. Klinikken tilstræber en personalepolitik, der skaber bedst mulige vilkår for engagement, trivsel og tværfagligt samarbejde. 

Klinikkens ledelse og personale

Klinik for allergi ledes af klinikledelsen bestående af specialeansvarlig overlæge, afdelingssygeplejerske og laboratoriechef. I klinikken er der ansat ca. 30 personer. Det drejer sig om allergologiske speciallæger og speciallæger med allergologisk fagområdeuddannelse og grunduddannelse inden for pædiatri, lungemedicin, dermatologi og anæstesiologi samt diætist og sygeplejersker og sekretærer med forskellige baggrunde. Foruden det faste personale er der tilknyttet et vekslende antal forskere og studerende med forskningsmæssige opgaver.

Ekspertområde 

Klinik for allergi modtager henviste voksne patienter og børn (>6 år) fra praktiserende læger, speciallæger eller hospitalsafdelinger fra hele Region Hovedstaden. Klinikken fungerer endvidere som lands- og landsdelsafdeling for hele Danmark. 

Klinikken modtager specialepatienter inden for sygdomskategorierne: astma, høfeber, fødevareallergi, insektallergi, lægemiddelallergi, erhvervsallergi og urticaria/angioødem, samt patienter til allergenspecifik immunterapi. 
Klinikken modtager endvidere specialepatienter med anafylaksi under anæstesi, se Dansk Anæstesi Allergi Center (DAAC).




Redaktør