For forsøgspersoner

​Center for Klinisk Metabolisk Forskning er en afdeling på Gentofte Hospital, hvor vi forsker i metaboliske sygdomme, som viser sig ved forstyrrelser i kroppens omsætning af næringsstoffer og regulering af hormoner. Det kan f.eks. være sygdomme relateret til overvægt og forskellige typer af diabetes. Vi udfører blandt andet eksperimenter med forskellige mavetarmhormoner og undersøger reguleringen af appetit, fødeindtag og stofskifte. 


​Forskningen i Center for Klinisk Metabolisk Forskning undersøger primært forskellige aspekter af stofskiftet. Nogle projekter handler om, hvordan stofskiftet virker. Andre projekter handler om, hvad der går galt, når stofskiftet forstyrres, og der opstår sygdom. Desuden forsker vi i, hvad vi kan gøre for at hjælpe personer, der f.eks. døjer med tilstande som svær overvægt, type-2-diabetes og/eller fedtleversygdom. Ofte udfører vi vores forskning i samarbejde med andre forskere fra et universitet, et hospital eller et medicinalfirma.

Forskningsområder

  • Diabetes (tidligere kaldet sukkersyge i folkemunde) er en sygdom, som kendetegnes ved, at kroppen ikke regulerer blodsukkeret korrekt. Den kan opstå af forskellige årsager, og der findes derfor forskellige typer af diabetes, som alle kræver specifik behandling. I Center for Klinisk Metabolisk Forskning forsker vi bl.a. i type 1-diabetes, type 2-diabetes, graviditetsbetinget diabetes og MODY (maturity onset diabetes of the young). Læs mere om forskellige typer af diabetes på Diabetesforeninges hjemmeside
  • Overvægt opstår typisk som følge af en kombination af arvelig disponering, uhensigtsmæssig kost og inaktiv livsstil. Hos svært overvægtige personer er stofskiftet forstyrret, hvilket kan føre til mange forskellige sygdomme, såsom type 2-diabetes, fedtleversygdom, galdeblæresygdomme og hjertekarsygdomme. I Center for Klinisk Metabolisk Forskning forsker vi bl.a. i årsagerne til svær overvægt, i de mekanismer, der forbinder svær overvægt med ovennævnte sygdomme, samt i hvordan man kan forebygge og behandle svær overvægt
  • Maven og tarmsystemet er hjemsted for mange hormoner og signalstoffer, som påvirker hele kroppen. Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan de virker, og hvordan vi kan hjælpe patienter, der har forstyrrelser i disse hormoner og signalstoffer. Det kan f.eks. være patienter, der har fået fjernet hele eller dele af deres bugspytkirtel, har fået fjernet galdeblæren eller har fået foretaget en kropsvægtsreducerende gastric bypass-operation
  • I Center for Klinisk Metabolisk Forskning har vi ofte brug for raske forsøgspersoner. Enten til at undersøge hvordan forskellige processer i kroppen foregår i raske mennesker eller som kontrolpersoner i forsøg med patienter


Vil du vide mere om, hvad det indebærer at være forsøgsperson, så læs mere under Information til forsøgspersoner og En typisk forsøgsdag.

Er du interesseret i at se en liste over forskningsprojekter, der rekrutterer forsøgspersoner i øjeblikket, så kig under Aktive projekter.