Introduktion:
Mange danskere kender til at have artrose i tommelfingerens rodled og incidensen er 20 % hos individer over 40 år. Hos mænd og kvinder over 75 år er den henholdsvis på 42 % og 57 %. Artrose i tommelfingerens rodled kan medføre nedsat ledbevægelighed, styrke, instabilitet, risiko for subluksation, hævelse, ømhed og smerte. Studier viser, at det har indvirkning på patientens livskvalitet samt kan give problemer i udførelsen af ADL. Problematikker omkring ADL ses hovedsageligt ved aktiviteter, hvor tommelfingeren inddrages - som ved nøglegreb, åbning af syltetøjsglas og forskellige slags skruelåg samt af- og påklædning, spisning, bæring af for eksempel poser og åbning af døre. Det er ikke i tidligere studier undersøgt, hvordan rodledsartroseplastik opererede patienters selvidentificerede og -oplevede aktivitetsudøvelse udvikler sig gennem et rehabiliteringsforløb og hvilke faktorer præ- og postoperativt, som kan prædiktere senere funktionsniveau og aktivitetsudførsel. Formål: Primært:- At undersøge udviklingen i opererede patienters aktivitetsudøvelse målt præoperativt og frem til et år postoperativt, samt hvilke faktorer som kan prædiktere dette. Sekundære:- At beskrive udviklingen i aktivitetsudførselen i opfølgningsperioden i specialiseret - og alment regi samt ved engangsinstruktioner. - At undersøge om patienterne ud fra undersøgelsesredskabet Canadian Occupational Performance Measure (COPM), identificerer de samme aktivitetsproblemer som er defineret i Quick Disabilities of the Arm, Shoulder and Hand (Quick DASH). Metode:Der inkluderes 50 patienter fra HGH, som er skrevet op til en rodledsartroplastik operation. Undersøgelser udføres præ-operativt, ved 3 uger samt 2, 6 og 12 måneder post-operativt. Følgende undersøgelser foretages; COPM, Quick DASH, smerter, ledbevægelighed og styrke.
|