Tilbage til menuen

Innovativ brug af robotter på Gentofte Hospital

Gentofte Hospital har netop fået 12 millioner kroner fra Fonden til investering i arbejdskraftbesparende teknologi, ABT-fonden, som støtter projekter i det offentlige, der frigør ressourcer til borgernær service.

Det skaber frie hænder til patientnære opgaver, at Gentofte Hospital har fået midler til at lade robotterne tage slæbet i sterilcentralen. Tungt, manuelt arbejde erstattes af automatiserede arbejdsprocesser, som man kender det fra produktionsanlæg i industrien. Det betyder frigørelse af ressourcer, hvilket vil komme patienterne til gode.

For Gentofte Hospital er timingen af disse midler helt perfekt: En automatiseret sterilcentral bakker godt op om de supermoderne operationsfaciliteter, som tages i brug, når hospitalets nye bygning tages i brug i efteråret 2009.

Projektet fra Gentofte Hospital blev udvalgt blandt 43 projekter, som var med i den endelige ansøgningsrunde. Projektet er forankret i Gentofte Hospitals Anæstesi-operation-intensiv afdeling samt It-afdeling, og gennemføres i samarbejde med Teknologisk Instituts Robotcenter.

Projekt med perspektiver
Det er allerede i dag vanskeligt at rekruttere medarbejdere til sterilcentraler. Med den forventede nedgang i arbejdsstyrken er der ingen udsigter til bedring af denne situation. Samtidig betyder kortere ventetider på behandling og muligheden for at behandle flere sygdomme, at der kommer flere patienter på hospitalet. Dermed øges behovet for hurtigt og effektivt at kunne sterilisere instrumenter.

Ved at automatisere så stor en del af steriliseringsarbejdet som muligt, vil Gentofte Hospital, også på lang sigt, være sikret den sterilleverance, der er så væsentlig for behandlingen af en lang række patienter.

Konceptet med en højt automatiseret sterilcentral vil kunne komme mange hospitaler til gavn, både nationalt og internationalt. I lyset af den forestående om- og nybygning af hospitaler i Danmark kan Gentofte Hospitals projekt ses som en frontløber inden for den fremtidige teknologiske udvikling i hospitalssektoren, og kan anvendes som erfaringsgrundlag på nationalt plan.

For mere information
IT-chef Thomas Kjellberg Christensen 
E-mail: thkjch01@geh.regionh.dk


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk



Pressemeddelelser og nyt