Tilbage til menuen

Gentofteprofessor med i stort europæisk astmaprojekt

Professor Hans Bisgaard fra Dansk Børneastma Center på Gentofte Hospital deltager i et stort europæisk forskningsprojekt med budget på 125 mio. kr.
Hans Bisgaard

Målet er at udvikle nye behandlingsmetoder til patienter med svær astma, der ikke kan kontrolleres med sædvanlig inhalationsmedicin.

Projektet skal følge og undersøge flere tusinde børn og voksne med svær astma i årevis og herigennem forsøge at afdække alle aspekter af den alvorlige lungesygdom med henblik på at udvikle helt nye typer af behandling.

Hans Bisgaard fra Dansk Børneastma Center på Gentofte Hospital udgør sammen med professor Jørgen Vestbo, der er overlæge ved Hjerte-Lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital det danske bidrag til det europæiske astmaprojekt ’Unbiased Biomarkers for the Prediction of Respiratory Disease Outcome’ (UBIOPRED).

EU-parløb med industrien
Astmaprojektet kører som et tæt samarbejde mellem den akademiske verden og industrien. Det samlede budget er på 17 millioner euro (omkring 125 millioner kr.). Den ene halvdel af pengene kommer fra EU, mens den anden bliver finansieret af industrien gennem køb af ydelser som f.eks. analyser.

Projektet er blevet udvalgt inden for fagområdet lungemedicin af det europæiske Innovative Medicines Initiative (IMI), som er et samarbejde mellem EU og den europæiske lægemiddelindustri (EFPIA). Formålet med IMI er at styrke innovationen i den europæiske lægemiddelindustri ved samarbejder mellem akademiske forskere og industrien.

Yderligere information:
Professor i pædiatri Hans Bisgaard, e-mail: bisgaard@copsac.dk, Telefon: 26 80 30 90.


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk



Pressemeddelelser og nyt