Tilbage til menuen

D-vitamin og kalk kan forebygge knoglebrud

Ny forskning fra Gentofte Hospital dokumenterer effektiv forebyggelse af knoglebrud.

Ny forskning viser, at hvis man spiser både D-vitamin og kalktabletter dagligt, så nedsætter man risikoen for at få et hoftebrud med 20 %. Det kunne et dansk ledet forskningsprojekt i går fremlægge dokumentation på ved den europæiske kongres for knogle- og kalksygdomme i Wien.

Bag forskningsprojektet står professor Bo Abrahamsen, der til daglig arbejder på Gentofte Hospital, hvor han blandt andet forsker i knogleskørhed, også kaldet osteoporose.

Studie af 68.500 personer
Resultaterne baserer sig på et meget stort studie af ikke færre end 68.500 personer, herunder knapt 10.000 danskere. Det er således et enestående stort materiale, der danner grundlag for resultaterne.

”Det er helt unikt, at vi har haft et så stort materiale at arbejde med”, siger Bo Abrahamsen. ”Det skyldes, at vi har haft meget meget fint samarbejde med seks andre forskningsinstitutioner verden over, som har vist os den tillid at give os direkte adgang til data fra deres egne projektdeltagere. Og derfor har vi kunne få så mange personer med i opgørelsen”.

Er du i risikogruppen?
Undersøgelsen viser, at D-vitamin og kalk hjælpe på alle grupper, både mænd og kvinder. Men Bo Abrahamsen mener dog ikke, at det betyder, at hele befolkningen skal skynde sig at spise en masse D-vitamin og kalk.

”Det er ikke sådan, at alle mennesker nu skal til at spise ekstra kalk og D-vitamin. Men hvis man befinder sig i risikogruppen for at falde og få knoglebrud, så er det en god idé selv at begynde at forebygge. Risikogruppen er blandt andet ældre, der kun bevæger sig lidt, personer med knogleskørhed i familien og folk med svær undervægt. Også mange rygere er i risikogruppen, da rygning beskadiger knoglevævet,” fortæller Bo Abrahamsen.

”Mange mennesker i risikogruppen har tidligere hørt diskussioner om, hvorvidt det kunne betale sig at spise D-vitamin og kalk. Men med dette studie er al tvivl gjort til skamme. Det kan helt sikkert betale sig at spise D-vitamin og kalk, hvis man er i risikogruppen for knoglebrud. I studierne var D-vitamindosis lav, faktisk kun 400 til 800 enheder om dagen, og der blev givet 1000 mg kalk” slutter Bo Abrahamsen.

En dosis på 400 enheder D-vitamin svarer til 10 mikrogram.

Op mod en halv million danskere lider af knogleskørhed, men kun omkring 15 % er i behandling for sygdommen.


Yderligere oplysninger: Professor Bo Abrahamsen, BOABRA01@geh.regionh.dk 


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk



Pressemeddelelser og nyt