Tilbage til menuen

Miljøprojekt på tværs af Øresund

Green Health Care Øresund er navnet på samarbejdet mellem Gentofte Hospital og Universitetssygehuset i Malmø. Formålet er at fremme ”grønne” hospitaler

Gentofte Hospital har allerede gjort meget på miljøområdet, men samarbejdet med Universitetssygehuset i Malmø skal få hospitalet endnu længere frem på miljøfronten. Ligeledes forventer Universitetssygehuset i Malmø at lære noget af Gentofte Hospital på området.

Grønne hospitaler er bedre hospitaler for alle
Miljøhensynet er ikke kun vigtigt i forhold til at mindske hospitalets påvirkninger af miljøet, men også fordi miljøet påvirker vores egen sundhed. Miljøhensynet er altså særlig vigtigt på et hospital, hvor formålet er at gøre folk raske.

Hospitaler påvirker miljøet gennem blandt andet et stort vand- og energiforbrug, et stort ressourceforbrug, store affaldsmængder og brug af kemikalier og medicin. Derfor er det væsentligt, at der gøres en indsats for at skåne miljøet mest muligt. Det gælder i den daglige hospitalsdrift og ved renovering og nybyggeri af hospitaler.

Projektet Green Health Care Øresund tager udgangspunkt i de to hospitaler, men man håber, at projektets koncept på sigt vil blive mere udbredt og gavne hele øresundsregionen.

”Målet er, at flere hospitaler bliver involveret, så man får skabt et forum, hvor man kan lære af hinandens erfaringer og succeser”, siger Charlotte Berg, der er miljø-koordinator på Gentofte Hospital.

”Projektet har allerede skabt interesse fra flere hospitaler i begge lande, og et videre samarbejde mellem det danske og svenske sygehusvæsen er derfor oplagt”, fortæller hun.

Fremtidens sengestue
I projektet er der blandt andet arbejdet med designet af fremtidens sengestue, så den kommer til at fungere godt for patienter og ansatte. Sengestuen tager således hensyn til miljø, hygiejne, arbejdsmiljø og patienttilfredshed.

”Man arbejder med områder som materialer, indretning og hjælpemidler, affaldshåndtering, luft, lys, lyd og rengøring”, siger Charlotte Berg.

”En række sociale og psykologiske aspekter, der påvirker patienten positivt for eksempel farver og muligheden for medbestemmelse under indlæggelsen, er også taget i betragtning i designet af fremtidens sengestue”, afslutter hun.  
  
Du kan læse mere om projektet på www.greenhealthcare.eu  og på Malmø Hospitals hjemmeside


Afslutningsseminar
Projektet afsluttes med et stort seminar den 28. februar 2008
Savoy Hotel
Norra Vallgatan 62, Malmö
Klik her og se programmet for seminaret (i pdf-format)

Yderligere oplysninger:
Miljø-koordinator Charlotte Berg
HR-afdelingen
Gentofte Hospital
E-mail: chbe@geh.regionh.dk
Telefon: 39 77 72 10


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk