Tilbage til menuen

1. spadestik til Gentofte Hospitals nybygning

Den 1. februar kl. 13.00 tager Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen det første spadestik til byggeriet af Gentofte Hospitals nye behandlingsbygning.
I år 2009 kan Gentofte Hospital indvie en helt ny bygning med en af de største operationskapaciteter i Danmark. Derudover kommer nybygningen til at rumme hospitalets nye hovedindgang med foyer, reception, café og opholdsrum for patienter og gæster samt helt nye laboratorier.

24 nye operationsstuer

Den nye bygning bliver indrettet med 24 højteknologiske operationsstuer, 32 intensivpladser og 20 opvågningspladser. Operationsstuerne bliver fleksible, så de nemt kan anvendes til nye operationstyper, hvis udviklingen kræver nye metoder eller nyt teknologisk udstyr. ”Det grundlæggende princip for den nye bygning er, at skabe nærhed mellem operation, opvågning og intensivafdelingerne. Det betyder, at patienterne fremover kan blive kørt fra operation direkte ind på en opvågningsstue”, fortæller hospitalsdirektør Henning Daugaard.

Foyer og café
Også for de pårørende og de lidt mere mobile patienter får hospitalet væsentlig bedre faciliteter. ”Stueetagen bliver indrettet med nogle hyggelige opholdsrum og vil blandt andet rumme en café og en kiosk, undervisningslokaler og lyse venterum ved ambulatorierne. Det vil sige, at alle de rum, hvor der er mange patienter, der kommer og går, lægger vi i stueplan, mens alle stuerne med indlagte patienter placeres højere oppe i bygningen”, siger Henning Daugaard.

Indretning
Den nye bygning bygges i Gentofte Hospitals gårdanlæg og bindes sammen med de originale bygninger med en række gangbroer, som samlet set kommer til at forbedre transportvejene på det 80 år gamle hospital markant.  1. og 2. etage indrettes med operationsstuer, opvågningspladser og intensivstuer, mens tagetagen vil blive brugt til teknik. Bygningens facade bliver beklædt med grønt matteret refleksfrit glas, der tager sig forskelligt ud i skiftende vejr- og lysforhold. C.F. Møller A/S har tegnet nybygningen, og det er Hoffmann A/S der i en partneringmodel er totalentreprenør på byggeriet.

Første spadestik tages i Gentofte Hospitals sydlige gård torsdag den 1. februar kl. 13.00.

Program:
  • Velkomst ved Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen
  • Tale ved Torben Bjørk Nielsen, Administrerende Direktør, Hoffmann A/S
  • Tale ved Henning Daugaard, Hospitalsdirektør, Gentofte Hospital


PRESSEN ER VELKOMMEN!

Yderligere information
Hospitalsdirektør på Gentofte Hospital
Henning Daugaard
Tlf: 39 77 30 01

Specifik information om byggeriet, fotos, tegninger m.m.
Projektleder på Gentofte Hospital
Runa Kildetoft
Tlf.: 39 77 30 41.


Redaktør
Henrik Spurr
Email yiV1iqap@3wB.regionh.dk