Tilbage til menuen

Ny ledende oversygeplejerske på Medicinsk afdeling F

52-årige Karin Marker tiltræder stillingen på Gentofte Hospital den 1. april.

Karin Marker kommer fra en stilling, som ledende oversygeplejerske på Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse. Ud over at Karin Marker er sygeplejerske, har hun også flere lederuddannelser bag sig. Bl.a. Master of Public Administration, kvalitetslederuddannelse og diplomlederuddannelse for sundhedssektoren.

Både akutte og kroniske patienter
Medicinsk afdeling F er en af Gentofte Hospitals største afdelinger, og opgaverne spænder meget bredt. F.eks. rummer afdelingen hospitalets akutte medicinske modtageafsnit og akutklinik, hvor den hurtige og sikre diagnostik er afgørende. Derudover er afdelingen specialiseret i mave-, tarm- og leversygdomme og stofskiftesygdomme, så afdelingen rummer også kroniske forløb inden for f.eks. diabetes og levesygdomme.

Nedsættelse af ventetid i fokus

Som ledende oversygeplejerske på Medicinsk afdeling F vil Karin Marker især arbejde for at skabe gode og sammenhængende patientforløb. ”Nedsættelse af ventetiden mellem de forskellige undersøgelser, vil helt klart være et af mine fokusområder,” siger Karin Marker. ”Derfor vil jeg blandt andet arbejde på at styrke samarbejdet mellem os og de afdelinger, som vi er afhængige af – f.eks. Billeddiagnostisk afdeling, der laver røntgenbilleder og scanninger og Klinisk Biokemisk afdeling, som blandet andet analyserer blodprøver. Derudover er god kommunikation og høj service et af de kerneområder, som jeg værdsætter højt.”

Nyrenoverede lokaler
I starten af 2013 rykker afdelingen ind i helt nyrenoverede lokaler i hospitalets sydfløj, og en af Karin Markers store opgaver bliver derfor at organisere indflytningen og arbejdet i de nye omgivelser. ”Jeg glæder mig meget til at kunne tilbyde patienterne nye og topmoderne faciliteter i Gentoftes smukke bygninger. Jeg tror, de nyrenoverede omgivelser giver et godt grundlag for at tænke i nye baner til glæde for patienter og personalet på Medicinsk afdeling F.”

Stabil drift

Også hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen ser frem til samarbejdet med Karin Marker. ”Det giver stor tryghed for borgerne i lokalområdet at vide, at Gentofte har en velfungerende akutklinik – som skadestuen hedder i dag – og at vi er gode til at tage hånd om de kroniske patienter. Jeg er sikker på, at Karin Marker er den rette til at stå i spidsen for stabil drift af denne store afdeling og med sikker hånd kan styre indflytningen i de ny renoverede faciliteter i begyndelsen af næste år”.



Fakta

Medicinsk afdeling F

  • 17.429 ambulante besøg i 2011
  • 4.575 indlagte patienter i 2011
  • Akutklinikken (Skadestuen) 32.474 besøg i 2011
  • Afdelingen har 175 ansatte (årsværk)
  • Karin Marker skal lede afdelingen sammen med ledende overlæge, dr. med. Ole Hamberg


Redaktør
Gentofte Hospital
Email:MiVrT5.NMWKmy0N@QO5sZKn.dk



Pressemeddelelser og nyt