Tilbage til menuen

Indvielse af Diabetologisk Forskningsenhed

Der var et flot fremmøde til indvielsen af Diabetologisk Forskningsenheds nye lokaler. Både patienter, medarbejdere, medicinalfirmaer, Diabetesforeningen og samarbejdspartnere fra Steno og andre hospitaler mødte talstærkt op.


Arrangementet startede med tale fra vicedirektør Birgitte Rav Degenkolv, der blandt andet benyttede lejligheden til at takke de fremmødte forsøgspersoner for at lægge krop til de videnskabelige forsøg.


Dernæst præsenterede de to ledere af Diabetologisk Forskningsenhed Filip Krag Knop og Tina Vilsbøll alle de forskningsprojekter, som enheden har gang i og takkede direktionen for de fine lokaler, der giver optimale muligheder for diabetesforskning.


Efter talerne var der buffet og mulighed for at gå rundt og tale med afdelingens ph.d.-studerende om de konkrete forskningsprojekter.


Hver ph.d-studerende havde sin egen ”forskningsstation”, så gæsterne nemt kunne finde ud af, hvor de skulle henvende for at høre om de specifikke projekter. Her er det ph.d-studerende Nicolai Rhee, der fortæller om projektet ”Tarmen og diabetes”.


Der var god stemning, og flere gæster var meget imponerede over kapaciteten, der blandt andet betyder, at forskningsenheden nu råder over 12 senge. Ph.d.-studerende Jonathan Ising Bagger fortæller her Charlotte Krebs og Ulla Soelberg – begge fra Novo Nordisk om sit forskningsprojekt ”Appetithormoner, diabetes og energiomsætning.”


Enkelte af forskningsenhedens projekter omfatter også andre afdelinger på hospitalet. Her er det ph.d.-studerende Jacob Sivertsen, der fortæller Kim Lund Sydtoft fra AstraZeneca om forskningsprojektet ”GLP-1’s betydning for hjertet”, som laves i samarbejde med Kardiologisk afdeling.


Der var også mange, der ønskede at se træningslokalerne, hvor man blandt andet kunne møde stud.scient Pernille Mensberg (i midten) og stud.scient Signe Nyby (yderst til højre) og høre dem fortælle om projektet ”Diabetesbehandling med træning og tarmhormon”. Yderst til venstre står to af forsøgspersonerne Peter Hegelund og Kim Toftelund.


Et af de helt store trækplastre var forsøget ”Kondom i tyndtarmen i stedet for fedmeoperation”. Ph.d.-studerende Ulrik Rohde fortæller her om projektet til Peter Godske Jørgensen fra Kardiologisk afdeling.


Konkret går projektet ud på, at dette 60 cm. lange kondom sættes ned i tyndtarmen og bliver der ca. et års tid. Det forhindrer tarmen i at optage maden det første lange stykke. Maden kan derfor først optages længere ned i tarmen, hvilket har betydning for produktionen af tarmhormoner med hensigtsmæssige effekter på sukkerstofskiftet.

--------

TV2 Lorry lavede hele tre forskellige indslag fra dagen. De to af dem blev vist i de korte nyhedsudsendelser på Lorrys døgnkanal og er desværre ikke tilgængelige på nettet.

Det tredje blev vist i Lorrys udsendelse på TV2 onsdag den 30. maj kl. 19.30 og kan ses på dette link ->>






Redaktør
Gentofte Hospital
Email:MiVrT5.NMWKmy0N@QO5sZKn.dk