Tilbage til menuen

Fint fremmøde til søndagens borgercafe

Caféen var fyldt med videbegærlige borgere, da Gentofte Hospital i weekenden slog dørene op for brunchbuffet og to foredrag om henholdsvis hofteoperationer og behandling af blodprop i hjertet.

 

Søndag var en ualmindelig smuk oktoberdag, og det dejlige vejr trak mange folk af huse og ud på en rask lille spadseretur til Gentofte Hospital.


Her ventede caféen med en indbydende brunchbuffet for kun 50 kr.



Menuen var klassisk – bacon, pølser og æg, som det sig hør og bør.



Første oplægsholder var overlæge Michael Skettrup fra Ortopædkirurgisk afdeling. Han fortalte om de seneste ti års udvikling i hoftekirurgien. Oplægget handlede især om, hvordan det kan være, at man har kunnet nedsætte indlæggelsestiden så markant, og hvor hurtigt patienterne i dag bliver mobiliseret efter operationen. To hofteproteser gik på omgang blandt publikum.



Der var mange spørgsmål til Michael efterfølgende. Blandt andet om, hvor man i dag lægger snittet i ballen, om man får et nyt ar, hvis man skal have skiftet protese, og hvilke typer proteser man bruger i dag. Et enkelt spørgsmål handlede om, hvordan patienter med metal-mod-metal-hofter bliver fulgt.



Dernæst var det tid til Peter Skøtt fra Hjertemedicinsk afdeling. Han havde blandt andet en stent i overstørrelse og lille film med, som på meget pædagogisk vis illustrerede, hvordan en blodprop i hjertet dannes. Derefter fortalte han om de seneste 10 års udvikling på det hjertemedicinske område, og hvor hurtigt vi på Gentofte Hospital i dag kan lave undersøgelser og behandlinger af hjertet.



Peter Skøtt fremviste også lidt hjertemedicinsk udstyr og sendte et indførings-sheath, en guide-wire og et diagnostisk kateter på rundtur blandt publikum. Wiren forsvandt på mystisk vis under rundsendingen blandt tilhørerne. Om nogen har kunnet bruge den til noget, kan man kun gisne om – men væk var den i hvert fald!



Også Peter Skøtt måtte svare på mange spørgsmål fra de meget interesserede tilhørere. Blandt andet om man skal tage statiner livsvarigt, om årefolkalkning er arveligt og om by pass operationerne er flyttet fra Gentofte. Endelig var der også en patient, der var mødt op for i alles påhør at rose og sige stor tak for den behandling, han havde fået på afdelingen for 17 år siden!


Redaktør
Gentofte Hospital
Email:MiVrT5.NMWKmy0N@QO5sZKn.dk



Pressemeddelelser og nyt