Tilbage til menuen

Kunst til låns på Gentofte Hospital

Vindfanget ved hospitalets hovedindgang er blevet udsmykket med en skulptur af kunstneren Jens-Flemming Sørensen.

Skulpturen hedder Drømmen om genfødsel, og det er kunstneren selv, der har været så venlig at låne hospitalet skulpturen. Planen er, at der inden længe også vil blive ophængt et relief på væggen i foyeren, og udenfor foran caféens vinduer vil der blive placeret en kugleformet skulptur. Begge værker er også af Jens-Flemming Sørensen.


Jens-Flemming Sørensen og skulpturen Drømmen om genfødsel

Det er et kunstudvalg bestående af både medarbejdere og repræsentanter fra brugerrådet, der er blevet enige om, at Jens-Flemming Sørensen skulpturer ville egne sig godt til hospitalet.

Fonde
Da tilbygningen til hospitalet blev besluttet, blev der desværre ikke sat nogen penge af til kunstnerisk udsmykning. ”Der ligger derfor et stort arbejde foran os med at søge fonde og private donorer, så vi kan erhverve skulpturerne permanent”, fortæller hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen og tilføjer: ”Vi er meget taknemmelige over, at vi har kunnet låne skulpturerne, så eventuelle donorer eller fonde har mulighed for at se værkerne i deres rette element, før de beslutter sig.”

Mange læsere vil måske kende Jens-Flemming Sørensen for hans udsmykning af den nye bydel Tuborg Nord, hvor han har lavet to smukke fontæner.


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk



Pressemeddelelser og nyt