Tilbage til menuen

Gentofte-læge udnævnt til professor ved Københavns Universitet

Overlæge, dr.med. og ph.d. Jan Skov Jensen fra Gentofte Hospitals Kardiologiske afdeling er pr. 1. januar 2011 udnævnt til klinisk professor i invasiv kardiologi ved Københavns Universitet.

Jan Skov Jensen, 48, blev uddannet læge i 1990, ph.d. i 1996, dr.med. i 2000, hjertespecialist i 2002, overlæge i 2003 og forskningslektor i 2005.

Jan Skov Jensen har stået i spidsen for en lang række forskningsundersøgelser om hjerte- og kredsløbssygdomme, vejledt et stort antal ph.d.-studerende, medicinstuderende og seniorforskere, samt publiceret over 100 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og i flere lærebøger. Derudover er han en af landets førende specialister i ballonudvidelser af hjertets kranspulsårer, og han fortsætter dette arbejde sideløbende med sit professorat.

Det nye professorat, som Jan Skov Jensen er tiltrådt, er oprettet særligt med henblik på at videreudvikle behandling med akut ballonudvidelse ved blodprop i hjertet.
Professoratet er en betydelig styrkelse af patientbehandlingen og forskningen på Gentofte Hospitals hjerteafdeling, der i forvejen har en professor ansat. Afdelingen udgiver årligt over 100 videnskabelige artikler og omkring 6-7 ph.d.-afhandlinger.


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk



Pressemeddelelser og nyt