Tilbage til menuen

Gentofte Hospital er regionens bedste til rengøring

Seneste regionale undersøgelse af rengøringen på Region Hovedstadens hospitaler placerer Gentofte Hospital helt i top.
Det er det eksterne kontrolbureau Dansk Cleaning Service, der har undersøgt rengøringsstandarden i Region Hovedstaden. Gentofte Hospital nåede i undersøgelsen et resultat, hvor 95% af de undersøgte rum levede op til den standard, som Region Hovedstaden ønsker. Det er det bedste resultat blandt regionens hospitaler, som samlet havde et gennemsnit på 74,88% godkendte rum.

Faglighed
Det er flere års strategisk arbejde, der ligger bag det flotte resultat. Helt konkret er rengøringsindsatsen blevet styrket ved, at hospitalet har prioriteret at udvikle rengøringen til en faglighed på linje med alle de andre fagligheder, som hospitalet rummer. Det betyder blandt andet, at Serviceafdelingen prioriterer uddannelse, opfølgning, faglig sparring og god ledelse. Den faglige sparring består blandt andet i, at rengøringsmedarbejderne går rundt to og to og evaluerer hinandens arbejde. Derudover er hospitalet også gået væk fra den såkaldte programmerede rengøring, hvor man f.eks. altid vaskede gulv om onsdagen, vægge om torsdagen osv. I dag har medarbejderne fået en specialuddannelse i hospitalsrengøring, der gør dem i stand til at vurdere hver enkelt rum individuelt og give det den rengøring, som der er behov for på den pågældende dag.

Fakta om undersøgelsen
Gentofte Hospitals positive udvikling fra 2009 til 2010 vises i nedenstående skema.

Rengøring på Gentofte Hospital. Procent godkendte lokaler.

Lokaletype

Gentofte 2009

Gentofte 2010

Operationsstue

100%

100%

Intensivstue

33%

100%

Afsnitskøkken

40%

100%

Patienttoilet

83%

83%

Sengestue/behandlerstue

69%

92%

Undersøgelse

67%

100%

Indgangsparti

100%

100%

Venteværelse

100%

100%

Audit i alt

70%

95%



Se webfilm
På www.regionh.dk/rengoring2011 (linket er ikke længere tilgængeligt 26. juli 2011) kan du finde webfilm om, hvad der skal til, for at et rum kan blive godkendt af det eksterne kontrolfirma, samt specifikke rapporter for de enkelte hospitaler og psykiatriske centre.


Redaktør
Gentofte Hospital
Email MiVrT5@NMe.regionh.dk



Pressemeddelelser og nyt