Driftsafdelingen og Medicinsk afdeling F var i går værter ved et dialogmøde i det lille auditorium, hvor ni patienter og pårørende gik i dialog med Gentofte Hospital om renoveringsplanerne for 1. patientbygning.
Både planerne for Medicinsk afdeling F’s nye sengeafsnit og den nye skadestue blev gennemgået. Generelt var der blandt patienterne stor tilfredshed med, at de renoverede bygninger rummer så mange enestuer selv om enkelte patienter nævnte, at de også vil være tilfredse med tosengsstuer.
Muligheden for at kunne regulere varme og kulde på sengestuerne var et emne, der optog patienterne meget. Der blev således stillet spørgsmål til muligheden for at etablere aircondition, ligesom der også blev diskuteret mange aspekter vedrørende gardiner, markiser og persienner såvel indendørs som udendørs.
Efter fremlæggelsen af planerne i det lille auditorium, var det tid til at vise patienterne vores specialbyggede 1:1-model af de nye sengestuer – den såkaldte Mock-up, der ligger over for opgang 6.
Derudover efterspurgte patienterne flere stikkontakter, som kan bruges til at oplade deres ”gadets”. I dag er der på mange sengestuer kun ganske få almindelige stikkontakter til patienterne, og det kan derfor være et problem at få opladet sin mobiltelefon, bærbare pc, Ipad osv.
Mødet sluttede i god stemning, og det virkede som om, patienterne var glade for at være inviteret ind så tidligt i processen. Det er planen, at de indbudte patienter også bliver inviteret med til rejsegilde til foråret og til et nyt møde om et lille års tid, så vi også kan få patienternes input til den sidste del af renoveringen.