Tilbage til menuen

Sjove stande og lærerige oplæg

Der var mødt mere end 300 mennesker op, da Gentofte Hospital fredag den 23. april arrangerede Forskningens Døgn i hospitalets auditoriebygning. Temaet var sundhed og livsstil, og de fremmødte blev belønnet med spændende og lærerige oplæg, samt muligheder for at gå på opdagelse i en række interessante og sjove stande.

Det er populært at lære om sundhed og livsstil, og der var stort set fuldt hus, da Gentofte Hospital fredag eftermiddag i sidste uge afholdt Forskningens Døgn med fokus på netop disse temaer.

Programmet startede klokken 14, og mere end 300 borgere kom forbi i løbet af eftermiddagen for at besøge de mange forskellige stande. Man kunne blandt andet få målt sin lungekapacitet, sit BMI og kondital, ligesom der var mulighed for ultralydscanning af håndens små led og måling af blodtryk og blodsukker. Standen med information om høreapparater var også velbesøgt.

Den første oplægsholder, afdelingslæge Lars Juel Andersen, belønnede de cirka 125 tilhørere med viden om, hvordan motion er godt for alt, og at fodbold er endnu sundere end almindelig løb. Senere fortalte professor Arne Astrup om, hvordan man holder vægten efter en kur og overlæge Karen Sørensen om de tidlige tegn på demens.



Til slut blev vinderne af dagens sundheds-quiz udtrukket, og det blev Albert Christensen fra Charlottenlund og Anne Elsebeth Overgaard fra Hellerup, der begge vandt en gavekurv med sundt indhold.

Læs mere om forskningen på Gentofte Hospital her >>


Redaktør
Gentofte Hospital
E-mail: MiVrT5@NMe.regionh.dk