Generelt om øjetØjnene er et af kroppens vigtigste sanseorganer, som gør os i stand til at registrere og holde øje med vores omverden. Øjets linse virker på samme måde som et kameras linse – det kan skifte form og stille skarpt på ting, der er tæt på eller langt væk. Bagerst i øjet er der en lysfølsom overflade, som kaldes for nethinden. Hornhinden (øjets overflade) og linsen slipper sammen lys ind, så det danner et billede på nethinden. Fra nethinden sendes billedet videre gennem synsnerven til synscentret i hjernen. Øjet omfatter øjenbryn, øjenlåg, tårekirtel, tårekanaler, øjenhulen med selve øjeæblet, de ydre øjenmuskler samt blodkar, synsnerve og synsbaner. Selve øjeæblet er fyldt med en slags gennemsigtig ’gele’, som lader lyset passere igennem. Øjeæblet er beskyttet af de to øjenlåg. Dets overflade fugtes og renses af tårevæsken, der gennem tårekanalen løber ned i næsehulen.
Nærsynethed og langsynethed, de hyppigste øjenproblemer, skyldes brydningsfejl i øjet. Blandt øvrige hyppige øjenlidelser kan nævnes grå stær, der skyldes uklarheder i øjets linse, og grøn stær, der skyldes for højt tryk inde i øjet og ubehandlet kan give anledning til dårligt syn og i værste fald blindhed. En række sygdomme, f.eks. sukkersyge og forhøjet blodtryk, kan give anledning til forandringer i øjnene. Til oversigten: Sygdom & behandling.