Vi ønsker, at Gentofte Hospital skal være attraktiv for uddannelsessøgende og medarbejdere under uddannelse, så vi dermed også understøtter fremtidig rekruttering og fastholdelse af højt kvalificerede og kompetente medarbejdere. Som universitetshospital har Gentofte Hospital også en særlig forpligtelse overfor uddannelsessøgende og studerende.
Hospitalet arbejder kontinuerligt med udvikling af studiemiljøet og samarbejder med uddannelsesinstitutionerne omkring afviklingen af praktik. De stigende krav til hospitalsvæsenet om højere kvalitet og specialisering stiller hele tiden nye krav til uddannelsesforløbene. Det er vigtigt at udvikle på uddannelserne i forhold til at sikre visionen om at patienterne bliver og oplever sig godt behandlet.
Som studerende bliver du ikke ansat af hospitalet, men kan ønske at komme i praktik på et særligt hospital eller afdeling, og derefter er det uddannelsesinstitutionen, som koordinerer fordelingen af praktikpladser.