Tilbage til menuen

Skånsomme indgreb

Forskning, udvikling og klinisk praksis spiller tæt sammen, når lægerne på Gentofte Hospital indfører nye og mere skånsomme behandlinger. Universitetshospitalet udvikler og forsker i en række teknikker inden for kikkertkirurgi, endoskopisk ultralydskanning og andre minimalt invasive indgreb, der er en hjørnesten i planen for Det Ny Gentofte.

Skånsomme indgreb

Nogle læger finder med nye ultralydscannere svulster og lymfeknuder på kun tre millimeter i indre organer. Andre skåner patienter for store, åbne operationer ved at udføre ballonindgreb i forsnævrede tarme. Eller fjerner - helt uden bedøvelse - polypper i livmoderen hos kvinder med blødningsforstyrrelser.

Lægerne forsker intensivt i skånsomme indgreb, der er en forudsætning for de effektive patientforløb, som udviklingsplanen Det Ny Gentofte indfører over alt på hospitalet.

De nævnte teknikker er blot tre ud af en række minimal invasive indgreb, som lægerne tager i brug. Og udviklingen går stærkt - både inden for kirurgi og diagnostik.

Sonder afslører bittesmå svulster
Overlæge, dr. med. Peter Vilmann er forskningslektor og pioner inden for ultralydvejledt endoskopisk biopsi. Med en ny højfrekvent ultralydsonde og en biopsinål, som han har udviklet, kan læger finde meget mindre svulster end tidligere. Biopsinålen bliver nu brugt over hele verden.

”Med det mest følsomme apparatur kunne vi udefra se svulster på 10-15 millimeter. Med højfrekvente sonder, som vi indfører gennem munden eller endetarmen, får vi betydeligt højere opløsning og meget mere detaljerede billeder. Vi kan nu se svulster og lymfeknuder på tre-fire millimeter i et bredt område rundt om mavetarmkanalen. Vi får dermed indblik i organerne i bryst- og bughulen, hvor de fleste cancere sidder,” siger Peter Vilmann, der mener, at præcisionen bør føre til, at hospitalerne ændrer en række kliniske guidelines.

Mere sikre indgreb med ultralyd Peter Vilmann henviser bl.a. til en ph.d.-afhandling af Søren Schytt Larsen fra Kirurgisk gastroenterologisk afdeling. Den konkluderer, at endoskopisk, ultralydvejledt biopsi bør være standard ved lungekræft. Undersøgelsen af 104 patienter viser, at lægerne reducerede unødige kirurgiske indgreb i lungerne fra 26 pct. til ni pct. ved altid at tage ultralydvejledte biopsier.

Hidtil har lægerne kun taget biopsier, når CT-skanninger viste forstørrede lymfeknuder. En anden ultralydskanner, som Peter Vilmann og overlæge Mark Krasnik fra Thoraxkirurgisk afdeling har været med til at udvikle, øger sikkerheden yderligere.

”Vi får chokerende gode resultater ved at kombinere ultralydskanning via spiserøret med ultralydskanning via bronkierne. På én gruppe patienter opnåede vi 100 pct. sikkerhed ved diagnostik af lungekræft. Dermed ved vi præcist, hvilke patienter vi skal operere,” siger Peter Vilmann.

Ballon-indgreb udskyder tarmoperationer
Forskning og udvikling af nye metoder til skånsomme indgreb er ikke forbeholdt kirurgiske afdelinger. På Medicinsk afdeling F fortæller overlæge og ph.d. Jakob Hendel om en ny metode, der giver patienter med kronisk tarmbetændelse ballonudvidelse af en forsnævret tarm.

”Vi fører med kikkertteknik et ballonkateter ind via munden eller endetarmen, afhængig af hvor arvævene sidder. Ved at sprænge arvævet med ballonen undgår vi at fjerne tarmstykket i en åben operation. Vi følger alle patienterne, og effekten holder sig mellem tre og seks måneder. Så kan vi tilbyde patienten en ny ballonudvidelse, og på den måde kan nogle af dem helt undgå en mere krævende operation,” siger Jakob Hendel.

Tynd kikkert sparer kvinder for smerter
På Gynækologisk afdeling fortæller overlæge Lotte Clevin, hvordan hun uden bedøvelse fjerner polypper fra livmoderen hos kvinder med blødningsforstyrrelser. Polypper, som ofte også hindrer kvinder i at blive gravide.

Indgrebet foregår med et ultratyndt kamera-instrument, som Lotte Clevin fører op via skeden. Da instrumentet kun er 4,5 millimeter i diameter, kan det navigeres op gennem livmoderhalskanalen uden at udvide den med gynækologiske instrumenter som tidligere. Ved hjælp af strøm i instrumentets spids skærer hun polyppen af og deler den, så hun kan trække polyppen ud af livmoderen.

”Udvidelse af livmoderhalskanalen gør ondt. Når vi bruger det tynde kikkertinstrument og derfor ikke behøver at udvide kanalen, betyder det også, at vi kan foretage indgrebet i ambulatoriet, og uden at kvinden behøver at tage al tøjet af,” siger Lotte Clevin.




Redaktør
Camilla Nymann
Email UzkNaOap@3wB.regionh.dk