Du kan udstede en fuldmagt til en person, som dermed kan handle på dine vegne. Det kan være fuldmagt til at varetage dine økonomiske eller personlige forhold, herunder at repræsentere dig overfor offentlige myndigheder.
For at oprette en fuldmagt skal du have din handleevne i behold. Det betyder, at du skal kunne forstå, hvad det er, du gør samt hvilke konsekvenser, det kan få. Der må ikke være tale om tvang, svig eller udnyttelse.
Du skal være opmærksom på, at der ikke er nogen offentlig kontrol med den person, du har givet fuldmagt til. I stedet kan du indsætte to personer som "fuldmægtige" med pligt til at handle i fællesskab. Du kan også indføre et krav om, at den, der har fuldmagten, skal føre regnskab, og at regnskabet skal godkendes f.eks. af en revisor. Er du selv indsat som "fuldmægtig" til at varetage en andens interesser, vil det altid være en god ide at føre regnskab, hvis der senere opstår tvivl om, hvad du har foretaget dig.
FremgangsmådeDu kan selv udarbejde en fuldmagt, der passer til dine forhold eller få en advokat til at hjælpe dig med det. Der findes også fortrykte eksemplarer, som du kan købe i en boghandel. I rubrikken til højre kan du også finde nogle eksempler på fuldmagter. Fuldmagten skal attesteres/underskrives af en notar fra Skifteretten eller af en advokat. Du kan også få to vitterlighedsvidner til at underskrive fuldmagten. Vitterlighedsvidnerne skal være til stede begge to, når du underskriver dokumentet. Et vidne skal være over 18 år. Det kan være din nabo, kollega, en ven eller et familiemedlem, dog ikke nærtbeslægtede f.eks. ægtefæller. Vitterlighedsvidne bekræfter, at din underskrift er ægte, at dateringen er rigtig, og at du har din handleevne i behold.Ophør af fuldmagten
Du kan tilbagekalde en fuldmagt, så længe du har din handleevne i behold. Fuldmagten ophører, hvis du får frataget din retlige handleevne eller dør. Såfremt du får beskikket en værge uden samtidig at få frataget handleevnen, kan værgen trække fuldmagten tilbage. Læs mere i artiklen værge.
Mere informationDu kan få mere information om reglerne for udstedelse af fuldmagt hos hospitalets socialrådgiver eller hos en advokat.