Tilbage til menuen

Førtidspension

Du kan få tilkendt førtidspension, hvis du er i alderen 18 år til folkepensionsalderen. Din arbejdsevne skal varigt være nedsat så meget, at du ikke kan forsørge dig selv ved indtægtsgivende arbejde.

Der bliver ikke lagt vægt på årsagerne til, at din arbejdsevne er nedsat, men på dine muligheder for at udvikle eller bruge din arbejdsevne på arbejdsmarkedet. Det gælder i forhold til ethvert erhverv.

Uanset lidelse, alder eller økonomi har du ikke ret til førtidspension, hvis du ved revalidering, aktivering eller andre forebyggende foranstaltninger kan få arbejde på normale vilkår eller kan klare at arbejde i et fleksjob.

De relevante muligheder for at forbedre din arbejdsevne skal normalt være afprøvet i praksis, og der skal foreligge dokumentation for, at din arbejdsevne ikke varigt kan blive bedre.


Kommunen skal vurdere din pensionsansøgningen i forhold til alle de muligheder, der er for hjælp i den sociale lovgivning.

Hvis du har søgt førtidspension før 1. januar 2003 - er du omfattet af de gamle pensionsregler.


Hvordan søger man førtidspension?

Du kan ansøge om førtidspension i socialforvaltningen i bopælskommunen. Det vil ofte være i forlængelse af en sygdomsperiode.


Ressourceprofil

Kommunen skal sammen med dig udarbejde en ressourceprofil, for at vurdere din arbejdsevne. Ressourceprofilen beskriver dine ressourcer og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet.

Ressourceprofilen indeholder 12 elementer:

- uddannelse
- arbejdsmarkedserfaring
- interesser
- sociale kompetencer
- omstillingsevne
- indlæringsevne
- arbejdsrelaterede ønsker
- præstationsforventninger
- arbejdsidentitet
- bolig og økonomi
- sociale netværk
- helbred


Når kommunen har foretaget en konkret vurdering af din arbejdsevne, skal du have lejlighed til at læse og kommentere resultatet.

Hvad er "glatte sager"?

I særlige tilfælde kan kommunen afgøre din pensionssag uden, at der bliver iværksat aktivering eller revalidering. Det kan være i tilfælde af, at din fysiske/psykiske funktionsevne er betydeligt nedsat. Der kan også være tale om en alvorlig lidelse, hvor behandlingsmulighederne er udtømte, og lægerne skønner, at du har kort levetid tilbage. I de tilfælde bestræber kommunen sig på at træffe en hurtig afgørelse.


Hvor længe skal jeg vente på afgørelsen?

Kommunen skal så vidt muligt træffe afgørelse om pension senest 3 måneder efter, at sagen er påbegyndt.

Som alternativ kan du i stedet vælge at få pensionssagen afgjort på det foreliggende dokumentationsgrundlag.


Hvor stor er førtidspensionen?

Der er kun én type førtidspension.

Førtidspension til enlige er på samme niveau som højeste dagpenge. For gifte og samlevende er niveauet 85 % af niveauet for enlige. Se takster under aktuelle beløb.

Pensionen bliver nedsat, hvis du eller din ægtefælle/samlever har anden indkomst.

Førtidspensionen træder i stedet for manglende arbejdsindtægt. Det er forudsat, at pensionen er stor nok til, at den kan dække dine faste udgifter.

Du kan som førtidspensionist søge boligsikring.

Hvis du er mellem 18 og 65 år og har varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, har du mulighed for at søge dækning af merudgifter som følge af lidelsen. Læs mere under emnet merudgifter.

Pensionsopsparing

Der bliver indbetalt til ATP for førtidspensionister. Du skal selv betale 1/3 af bidraget og kommunen 2/3. Du kan søge om fritagelse, hvis du i forvejen har et pensionstilsagn.

Herudover har du mulighed for at indbetale til en frivillig supplerende arbejdsmarkedspension (SUPP).

Frakendelse af pension 

Kommunen kan frakende dig førtidspensionen, hvis der er sket en væsentlig forbedring af din arbejdsevne.

Hvis du er over 60 år, kan din pension imidlertid ikke frakendes, medmindre du selv godkender det.
 
Ophør ved død

Retten til pension ophører dagen efter din død.

Er du enlig - bliver din pension for dødsmåneden reduceret i forhold til nævnte ophør. Det beregnede beløb bliver udbetalt til dit dødsbo. Har du modtaget pensionen forud, vil det for meget udbetalte beløb blive krævet tilbagebetalt af dødsboet.

Hvis du er gift eller har samlevet med en pensionist, kan de få udbetalt efterlevelsespension i 3 måneder. Se under efterlevelsespension.

Mere information

Du kan beregne din førtidspension hos



og på



Læs mere om førtidspension hos 
 



Pensionsloven og ressourceprofilens 12 elementer fra vejledningen om førtidspension, som du finder under henholdsvis love og bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger.