Tilbage til menuen

Ferie

Som lønmodtager optjener du ret til ferie med løn eller feriepenge.
Feriepenge
Er du månedslønnet, vil du normalt få løn i din ferie samt et ferietillæg. Som timelønnet optjener du 12½ % af den løn, som du har tjent i løbet af året.

Feriedage
Hvis du arbejder 5 dage eller mindre om ugen optjener du 2,08 feriedag for hver måneds ansættelse. Det svarer til 25 feriedage på et år, dvs. 5 ugers ferie á 5 dage.

Er din arbejdsuge på 6 dage, optjener du 2,5 feriedag pr. måned, dvs. 30 feriedage på et år, dvs. 5 uger á 6 dage.


Ferieåret - optjeningsåret
Den periode, hvor du kan holde ferie, kaldet ferieåret, er fra 1.-5. til 30.-4. året efter. Du optjener ret til ferie i året forinden fra 1.-1. til 31.-12 (optjeningsåret).


Hovedferie - ferieperiode
Du har ret til 15 dage eller 3 ugers ferie i sammenhæng (hovedferie) i tidsrummet 1.-5. til 30.-9. (ferieperioden). Din arbejdsgiver kan dog bestemme, at virksomheden holder kollektiv ferie.

Der er mulighed for at placere din hovedferie efter 1.-10. Det er en betingelse, at du har aftalt det med din arbejdsgiver - eller at det er bestemt i din overenskomst.


Udbetaling
Dine feriepenge kan du få udbetalt en måned før din første feriedag.


Sygdom
Du har ret til erstatningsferie, hvis du bliver syg, efter at din ferie er begyndt. Dog tæller de første 5 sygedage ikke med.

Betingelsen er, at du skal melde dig syg hos din arbejdsgiver på samme måde, som du normalt gør, mens du er i arbejde.
Endvidere skal du fremsende en lægelig dokumentation på din sygdom. Denne erklæring skal du selv betale for.

 
Du kan i særlige tilfælde få udbetalt dine feriepenge uden at holde ferie
Holder du ikke ferie, vil du som udgangspunkt miste dine feriepenge. Du har dog mulighed for at få udbetalt feriepenge for hovedferien (3 uger), hvis du har været forhindret i at holde ferie ved ferieperiodens udløb den 30. september.

Det er en betingelse, at grunden har været:

  • egen sygdom,
  • barselsorlov,
  • orlov til adoption,
  • ophold i udlandet,
  • overgang til selvstændigt erhverv,
  • overgang til arbejde i hjemmet,
  • valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv,
  • indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner,
  • tvangsanbringelse,
  • lovligt varslede og afsluttede konflikter,
  • aftjening af værnepligt,
  • tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår,
  • deltagelse i aktiviteter via en rådighedskontrakt med forsvarets reaktionsstyrker og SHIRBRIG eller
  • manglende midler til at holde ferie på grund af en tvist mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver om et krav på feriepenge, forudsat at kravet på feriepenge er rejst inden ferieårets udløb

 

På lignende måde kan du få udbetalt resten af dine feriepengene, hvis du ikke har haft mulighed for at holde ferie ved ferieårets udløb den 30. april.

Overført ferie
Ferieloven giver mulighed for at overføre ferie til næste ferieår. Det er en betingelse, at din overenskomst giver mulighed for det, samt at du har optjent mere end 20 feriedage.

Udbetaling af uhævede feriepenge
Du vil normalt automatisk få udbetalt dine uhævede feriepenge ved ferieårets udløb 30.-4., hvis beløbet er på maksimum 1.500 kr. efter skat. Under visse omstændigheder gælder det kun 5. ferieuge.

Derimod skal du selv søge om at få feriepengene udbetalt, hvis det er beløb op til 3.000 kr. efter skat.

Der er ingen maksimums grænser for størrelsen af feriepengene, hvis de vedrører:

den 5. ferieuge eller
et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieårets udløb.


Feriedagpenge
Du har mulighed for at holde ferie med feriedagpenge, hvis du har modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse, syge- og barselsdagpenge eller lignende. Du kan max. optjene 25 dage med feriedagpenge, dvs. 5 ugers ferie. Det er en betingelse, at du er medlem af en a-kasse.

Nyuddannede (dimittender) kan få op til 15 dage med feriedagpenge i det ferieår, hvor de bliver optaget i a-kassen - og i det følgende ferieår.

Arbejder du i fleksjob, har du tilsvarende mulighed for at få ledighedsydelse.


6. ferieuge
I flere overenskomster er der mulighed for at få 5 feriefridage om året.

Mere information 

Du kan læse mere om ferie hos




og hos atp under emnet feriekonto


 

Ferieloven og i bekendtgørelse om ferie finder du under henholdsvis love og bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger.






Redaktør
Helge Kjellander
Email yioc@f9d.regionh.dk