Tilbage til menuen

Diætkost

Hvis du som led i sygebehandlingen har behov for en speciel diæt fx glutenfri, kulhydratfattig, kalorierig kost eller lignende - kan du søge om at få dækket merudgifterne i forhold til almindelig kost.

Merudgifterne er den prismæssige forskel mellem almindelig kost og diætkost. Har du sukkersyge kan du få vejledning om merudgifter ved diabeteskost gennem Diabetesforeningen. Se under sukkersyge.

Folkepensionister kan få dækket merudgifter til diætkost som personligt tillæg efter § 14 i lov om social pension.

Førtidspensionister, som modtager pension efter reglerne før 1.-1.-2003 kan søge merudgifterne dækket som personligt tillæg efter lov om højeste - mellemste - almindelig førtidspension § 17.

Hvis du ikke er pensionist kan du søge dækning af merudgifterne efter aktivlovens § 82. Det forudsætter, at dine økonomiske forhold er særlig vanskelige.

I ordningen der omhandler pasning af døende i hjemmet er der mulighed for efter servicelovens § 122 at give hjælp til sygeplejeartikler og lignende herunder diætkost og sondeernæring. Det vil i givet fald være uden hensyn til dine økonomiske forhold. Se nærmere beskrivelse i artiklen plejeorlov.

Kommunen dækker merudgifter efter servicelovens § 100 til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Se nærmere beskrivelse under merudgifter.

For børn kan forældrene søge tilskud til merudgiften efter servicelovens § 41. Det kræver at barnet har et fysisk eller psykisk handicap eller en langvarig lidelse. Ydelsen er uafhængig af forældrenes økonomiske forhold. Se artiklerne merudgiftsydelse og barns sygdom.
 
Er du indlagt på hospitalet kan socialrådgiveren der hjælpe dig med ansøgningen.

Mere information

Lov om social pension, lov om højeste - mellemste - almindelig førtidspension, aktivloven og serviceloven finder du under love.


 

 




Redaktør
Helge Kjellander
Email yioc@f9d.regionh.dk