Lønmodtagere vil ofte være omfattet af en arbejdsmarkedspension.
En arbejdsmarkedspension kan være aftalt i en overenskomst eller i en ansættelsesaftale på din arbejdsplads. For tjenestemænd gælder der særlige regler.
Der er mange forskellige ordninger. I de fleste tilfælde indbetaler arbejdsgiveren 2/3 og du selv 1/3 af det samlede pensionsbidrag til en pensionskasse eller et forsikringsselskab. Størrelsen af bidragene kan variere.
Alderspension
Fra du fylder 60 år, har du mulighed for at få alderspension, hvis du vælger at forlade arbejdsmarkedet. Det kan enten være en livsvarig ydelse, rater over 10 år eller et kapitalbeløb. Nogle pensionskasser giver også mulighed for, at du kan få udbetalt en engangssum.
Invalidepension/invalidesum
Såfremt du er under 65 år, har du mulighed for at få invalidepension og invalidesum. Det er en betingelse, at din arbejdsevne varigt er nedsat med mindst 2/3 og normalt også, at du kan få tilkendt en offentlig pension.
Sygdom
Hvis du bliver syg og må opgive arbejdet i en længere periode, er der mulighed for at pensionskassen betaler dit bidrag, indtil du bliver rask.
Nogle pensionskasser har også mulighed for at give en særlig økonomisk hjælp f.eks. til supplement af sygedagpenge.
Kritisk sygdom
I mange pensionskasser er der mulighed for, at du kan få udbetalt et større beløb, såfremt du kommer til at lide af visse kritiske sygdomme. Læs mere unde emnet visse kritiske sygdomme.
I tilfælde af død
Din efterladte ægtefælle/samlever og børn under 21 år har i nogle ordninger mulighed for at få henholdsvis ægtefælle- og børnepension. Ægtefællepensionen er normalt på 60% af din egenpension og børnepensionen 25%.
Er du ikke gift, har dine nærmeste pårørende mulighed for at få udbetalt en engangssum.
Gruppeliv
Så længe du betaler bidrag til pensionskassen, er du typisk omfattet af gruppelivsordningen. Det giver ved dødsfald dine efterladte mulighed for at få udbetalt en gruppelivssum.
Rådgivning
I din fagforening, pensionskasse eller forsikringsselskab kan du få detaljerede oplysninger om vilkårene for din arbejdsmarkedspension.
Pensionskasser
Bliver du sagt op på grund af sygdom, er det vigtigt du kontakter din pensionskasse hurtigst muligt.
Mange pensionskasser har ansat socialrådgivere. Er du indlagt på hospitalet, kan socialrådgiveren der formidle den første kontakt for dig til pensionskassen.
Eksempler på pensionskasser:
PKA omfatter pensionskasser for sygeplejersker, lægesekretærer, fysio- og ergoterapeuter mv.
Pen-Sam har bl.a. pensionskasser for social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og portører.