Tilbage til menuen

Demensudredning

Hvad er demens?
Demens er en hjernesygdom, som har medført svækkelse af hukommelse og evt. ændringer i patientens følelsesliv og personlighed.

Alzheimers demens er den hyppigste demens sygdom. Symptomerne begynder snigende og udvikler sig typisk over 5-15 år fra ganske lette i starten til svær hjælpeløshed i slutstadiet. De tidligste symptomer er ofte træthed, besvær med at find de rette ord samt koncentrations- og hukommelsesbesvær. Senere kommer der mere udtalte symptomer som bl.a. kan være problemer med at holde på urin, svigtende gangfunktion og psykiske forstyrrelser som fx angst eller vredesudbrud.

Vaskulær demens er den næsthyppigste form for demens og opstår som følge af åreforkalkning. Patienten vil ofte have været ryger igennem mange år og lide af fx uregelmæssigt hjerterytme, for højt blodtryk, sukkersyge eller for højt kolesterol i blodet. Symptomer på vaskulær demens opstår typisk rykvis som følge af nye små blodpropper i hjernen. Ofte vil patienten udover nedsat hukommelse være præget af træthed, nedsat kraft i arm og/eller ben, føleforstyrrelser samt nedsat gangfunktion.

To andre hyppige former for demens er Lewy-body-demens (hvor patienten udover problemer med hukommelsen tidligt har hallucinationer og tegn på parkinsonisme) og Fronto-temporal demens (hvor patienten tidligt ændrer opførsel og bliver mere uhæmmet i sin adfærd).

Hvordan bliver du henvist til demensudredning?
Det første du skal gøre er, at kontakte din egen læge som typisk har et langvarigt kendskab til sine patienter og deres pårørende. Hvis der efter undersøgelse her rejses mistanke om, at der kan være tale om en demenssygdom, vil du blive henvist til videre undersøgelse.
Er du bosat i Gentofte-, Lyngby-Taarbæk- eller Rudersdal kommune, vil din egen læge sende henvisningen til Hukommelsesklinikken, NA63G10 på Herlev Hospital.




Redaktør
Janni Mathiasen
Email hzkd@f9d.regionh.dk