Tilbage til menuen

Hvad er apopleksi

Apopleksi skyldes blodprop eller blødning i hjernen.

Hjernen har stort behov for ilt, som transporteres rundt via blodet.

Ved apopleksi er tilførslen af blod nedsat eller afbrudt til en del af hjernen, som derfor ikke får nok ilt og næringsstoffer. Det bevirker, at hjernen mister sin evne til at fungere normalt, og der kommer sygdomstegn.

Disse tegn kan vise sig som fysiske og psykiske ændringer og/eller som skjulte handicaps afhængig af, hvor stor skaden er og dens placering i hjernen.

Fysiske ændringer kan være

  • Hel eller delvis lammelse af den ene side af kroppen
  • Besvær med at udføre bevægelser
  • Besvær med at holde balancen
  • For slappe eller for spændte muskler
  • Besvær med at bevæge talemusklerne, så man bliver svær at forstå
  • Besvær med at tygge eller synke
  • Ændret følesans så dele af kroppen føles tung, sovende, følelsesløs eller gør ondt
  • Besvær med at styre vandladning og afføring
  • Træthed eller bevidsthedssvækkelse
  • Hovedpine
  • Synsforstyrrelse – oftest så man ikke kan se mod den lamme side, da synsfeltet er indskrænket
  • Sprogforstyrrelse. Besvær med at forstå tale og/eller skrift, at formulere sine tanker og/eller at udtrykke sig mundtligt og/eller skriftligt.

Psykiske ændringer kan være

  • Tristhed, håbløshed og magtesløshed
  • Vrede
  • Besvær med at kontrollere gråd eller latter
  • Besvær med at give udtryk for følelser
  • Manglende situationsfornemmelse
  • Besvær med at handle i konkrete situationer.

Skjulte handicaps kan være

  • Besvær med at genkende ting eller at læse
  • Nedsat opmærksomhed mod den lamme side
  • Besvær med at orientere sig i omgivelserne
  • Manglende tidsfornemmelse
  • Forvirring
  • Besvær med at koncentrere sig eller at huske
  • Besvær med at tage initiativ til, planlægge og udføre daglige handlinger som bad og påklædning
  • Manglende erkendelse af at være syg.




Redaktør
Carrinna Hansen
Email UzNUl3ap@3wB.regionh.dk