Medicinsk afdeling C
Velkommen til Medicinsk afdeling C.
Medicinsk afdeling C på Gentofte Hospital tager sig af mange forskellige sygdomme og består af fire kliniske specialer, ambulante funktioner og to på hospitalet tværgående funktioner.
De fire kliniske specialer er (klik på deres navne for at læse mere):
- Reumatologisk funktion som behandler sygdomme i bevægeapparatet (led, knogler, muskler og bindevæv)
- Geriatrifunktionen som behandler medicinske sygdomme, der især rammer ældre
- Intern medicinsk afdeling C som varetager behandling af akut opståede medicinske sygdomme i tæt samarbejde med hospitalets akutte medicinske modtageafdeling
- Apopleksifunktionen som behandler sygdomme i hjernens kredsløb (blodprop eller blødning i hjernen)
De ambulante funktioner:
- Reumatologisk ambulatorium, hvor patienter med forskellige bevægeapparatsygdomme, herunder især gigtsygdomme, undersøges og behandles
- Geriatrisk ambulatorium, inklusiv faldklinik, hvor patienter, undersøges og behandles, når der ikke er behov for indlæggelse
- Osteoporoseklinikken undersøger, behandler og rådgiver om knogleskørhed (Osteoporose)
- Følge-hjem team, som kan følge dig hjem og sørge for, at din udskrivning til egen bolig bliver så god som mulig
- Geriatrisk team, som kan undersøge og behandle sygdomme i alderdommen hos såvel indlagte som ambulante patienter
- Apopleksiambulatorium, hvor patienter, der har været indlagt med blodprop eller blødning i hjernen, følges op ambulant
- Intern medicinsk ambulatorium, hvor patienter, der har været indlagt på intern medicinsk afsnit C6-321, kan følges op ambulant
De to tværgående funktioner er:
- Ergoterapifunktionen varetager behandling og genoptræning med fokus på patientens evne til at klare daglige gøremål
- Fysioterapifunktionen varetager behandling og genoptræning med fokus på patientens fysiske funktionsniveau
Vores fokus er patienter med behov for undersøgelse, behandling, pleje og genoptræning. Ofte vil vore patienter have behov for planlægning af udskrivelse i samarbejde med kommunernes hjemmepleje.
Afdelingens medarbejdere har mange forskellige uddannelser og arbejder tæt sammen omkring behandlingen af vore patienter. Vi sætter en ære i at have et godt samarbejde med hospitalets andre afdelinger, praktiserende læger og kommunernes sundhedsforvaltninger. Vi arbejder for at være en afdeling, som patienter er tilfredse med at blive behandlet på, og som vores personale er glad for at have som arbejdsplads.
Skulle du have lyst til at vide mere om afdelingen, kan du kontakte de enkelte funktioner eller afdelingsledelsen.