Tilbage til menuen

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed er det eneste forskningscenter af sin art i verden. Centret forsker i, hvorfor nogle mennesker får symptomer, når de udsættes for dufte og kemikalier.

Røde øjne, vejrtrækningsbesvær, hovedpine og udtalt træthed. Det er blot et lille udpluk af de symptomer, omkring 17.000 danskere oplever, når de udsættes for selv små doser af almindeligt forekommende kemiske stoffer, som f.eks. andre personers brug af parfumerede produkter, rengøringsmidler, friske tryksager, nymalede overflader, nyt boliginventar, røg eller luftfriskere.

Symptomerne optræder ofte samtidigt med allergisygdomme som astma og eksemsygdom, men undersøgelser har ikke kunne påvise, at symptomerne udløses af samme mekanismer. Duft- og kemikalieoverfølsomhed kan derfor ikke betegnes som allergi, og det er stadig uafklaret, hvor i kroppen tilstanden sidder, hvordan den påvises, behandles og forebygges.

Tilstanden kan imidlertid være så invaliderende, at den ramte taber kontakt til venner og familie og ryger ud af arbejdsmarkedet.

I 2004 besluttede Folketinget at etablere et videncenter på området, og i 2006 blev Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed oprettet under hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital med finansiering fra Miljøministeriet.

Hovedforskningsområder

Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed arbejder med udgangspunkt i en bio-psyko-social sygdomsmodel med at systematisk at tilvejebringe ny viden gennem en række tværfaglige forskningsprojekter målrettet mod:

  • problemets omfang i befolkningen
  • genetiske studier
  • sygdomsmekanismer
  • psykosociale konsekvenser

Hidtil har centret gennemført en række befolkningsundersøgelser om duft- og kemikalieoverfølsomhed. De viser bl.a. at omkring 17.000 danskere lider af duft- og kemikalieoverfølsomhed i en sådan grad, at det påvirker deres hverdag, socialt og arbejdsmæssigt. Centret har også set nærmere på, hvordan sundhedsvæsenet oplever mødet med duft- og kemikalieoverfølsomme, og hvorvidt terapi kan have en gavnlig effekt på symptomerne. Derudover er der gennemført genetiske studier samt studier i lighedspunkter mellem udviklingen af duft- og kemikalieoverfølsomhed og lidelser som kan karakteriseres ved abnorme reaktioner på smerte.

Læs mere på www.mcsvidencenter.dk




Redaktør
Charlotte Lind Jørgensen
Email UjHu0g7RU.UnYx.FZNqhgRx6y@L7ildes.dk